Den kontroversielle fodboldstjerne Luis Suarez, der i aftes fik sine første minutter som FC Barcelona-spiller i en træningskamp mod det mexicanske mandskab fra Leon, fortæller ved sin officielle præsentation i den spanske klub, at han var helt nede i kulkælderen efter bideepisoden i VM-kampen mellem Uruguay og Italien.
Angriberen fra Sydamerika, der i kølvandet på skandalen er skiftet fra Liverpool til FC Barcelona, siger, at han var »virkelig deprimeret« efter tumulten, der i første omgang udløste fire måneders karantæne fra kampe og al øvrig aktivitet i fodboldverdenen, men i sidste uge blev modificeret til kun at omfatte karantæne i officielle matcher.




























