Under 24 timer tilbage: Prøv Politiken resten af året for 142 kr.

Efter et rødt kort til Liverpool scorede Manchester City tre gange og vandt topkampen i Premier League.

Buhråb preller af på Manchester City i sejr på Anfield

Foto: Paul Ellis/Ritzau Scanpix
Foto: Paul Ellis/Ritzau Scanpix

Manchester City ankom søndag til Anfield og blev mødt af massive buhråb som reaktion på, at klubben er fundet skyldig i brud på de økonomiske regler i Premier League.

Liverpool kunne dog ikke straffe Manchester City i selve fodboldkampen, som udeholdet vandt 3-0.

Det var Citys første kamp siden afgørelsen, som kendte klubben skyldig i 114 ud af 115 brud på ligaens økonomiske regler.

Manchester City var i stand til at abstrahere fra postyret uden for banen med en magtdemonstration inden for kridtstregerne.

Alle tre af udeholdets mål blev scoret i anden halvleg, efter at Liverpool på grund af et rødt kort var reduceret til ti spillere.

Indtil da havde Liverpool været godt med i kampen, men manglede skarpheden i flere situationer.

Citys stjerneangriber Erling Haaland spillede en anonym første time, som blev rundet af med en uvant stor afbrænder helt fri foran mål.

Liverpool gjorde det dog svært for sig selv to minutter senere, da midtbanespilleren Ryan Gravenberch modtog sit andet gule kort efter en tackling på Citys indskiftede Jeremy Doku.

Efter det røde kort skiftede kampen karakter, og der stod City på det hele.

Pludselig fandt Haaland sin skarphed, da nordmanden reagerede hurtigere end Liverpools stopper Virgil Van Dijk og hamrede bolden i kassen efter 65 minutter.

Doku ville også selv lege med. Belgieren sparkede bolden i det fjerneste hjørne til 2-0 efter 68 minutter.

Dermed havde City scoret to mål på tre minutter og reelt afgjort kampen.

Efter 78 minutter scorede den franske dribler Rayan Cherki til 3-0, og dermed var sejren cementeret.

»Cheat, cheat, cheat«, blev der råbt fra Liverpools tilskuere som reaktion på ydmygelsen på Anfield.

Med sejren topper City tabellen med 18 point. Det er tre point mere end Arsenal på andenpladsen. Liverpool har nede på niendepladsen ni point efter seks kampe.

ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her