Med mindre Stoke-manager Tony Pulis vil udfordre ideen om, at man aldrig skal ændre på et vinderhold, eller Thomas Sørensen bliver skadet i løbet af det kommende døgn, så tangerer landsholdsmålmanden legendariske Peter Schmeichels rekord for flest danske optrædener i den bedste engelske fodboldrække onsdag aften.
Thomas Sørensen skiftede fra OB - som han i øvrigt aldrig spillede en divisionskamp for - til Sunderland i 1998, hvor han i sin første sæson var med til at spille klubben op i den bedste række, Premier League.




























