Selv om han kun fik lidt over 20 minutter på banen og reelt kun havde én rigtig god boldberøring, blev Thierry Henry alligevel kåret til kampens spiller, da Arsenal slog Leeds 1-0 i FA Cuppen mandag aften.
Det skyldes naturligvis, at det netop var den hjemvendte franskmand, der sørgede for kampens enlige mål og på den måde gjorde et fantastisk comeback til den klub, hvor han har scoringsrekorden.




























