Liverpool har været min klub, så længe jeg kan huske. Formodentlig startende i de tidlige barndomsår i slutningen af 1970’erne, hvor klubben havde en lang række højdepunkter. Ikke bare i form af mesterskaber og andre trofæer, men også på grund af et spilsystem, der satte sig spor verden over. Siden det seneste mesterskab i 1990 har Liverpool forgæves kæmpet for at vinde tidligere tids storhed tilbage. Men klubfølelsen rækker ud over storhedstider. Liverpool er en del af min identitet, mit liv, og sådan vil altid være.
Den bedste spiller gennem tiderne kunne være mange, men der er specielt en fra storhedstiden, som fylder i min erindring. Terry McDermott fik det finurlige til at se legende let ud. Han var en exceptionel chanceskaber for sine medspillere og hyper målfarlig. Nævneværdige er målene mod lokalrivalerne fra Everton i 1977 og året efter i 7-0-sejren over Tottenham. Mod Everton modtog McDermott bolden fra Kevin Keegan to meter uden for straffesparksfeltet, tog et frækt træk og chippede den over målmanden. Udslagsgivende var elegantierens vidunderlige sparketeknik. Det andet mål eksemplificerede Liverpools gennemførte pasningsspil. Tottenham havde hjørnespark, og 14 sek. efter lå bolden i deres eget mål. Sat ind af McDermott efter et fantastisk opspil med sidste målgivende aflevering fra boldkunstneren Steve Heighway.
Den største profil på holdet lige nu er på sin vis en ny McDermott. Luis Suárez udgør et hurtigt og pålideligt bindeled mellem midtbane og angreb. Jeg var meget skeptisk, da Suárez blev præsenteret som et af sidste sæsons afgørende indkøb. Den unge sydamerikaner var kendt som et stort talent med nykker og unoder. Men The Kop-tribunen elsker ham, som de har elsket McDermott. Ikke bare fordi han kan lave ufattelige driblinger på praktisk talt ingen plads. Suárez kæmper for hver en bold, han kæmper for Liverpool, han kæmper for os. Han er det nye lyspunkt, som vi fæstner vores lid til i hungeren efter en snarlig triumf.
