Det går aldrig stille for sig, når to af Europas største rivaler står over for hinanden på det olympiske stadion i Rom. Når Roma og Lazio i aften træder ud på græstæppet på Stadio Olimpico, skiller blot 3 point de to hold, der ligger side om side i den øverste tredjedel af tabellen. Det handler dog om meget mere end point, når Rom-rivalerne tørner sammen i et opgør, hvor had, politik og racistiske slagord er en fast del af forløbet. Tilhængerne bag henholdsvis AS Roma og SS Lazio afskyr hinanden, og lokalopgøret i Rom hører til de mest intense arvefjendeopgør på kontinentet. Det fortæller religionshistoriker Stig Krøger, der har beskæftiget sig med fodboldfanatisme og fulgt AS Roma på nærmeste hold i forbindelse med sin bog om italiensk fodboldfankultur. Han fortæller, at tilhørsforholdet til den lokale klub, og dennes historie, er en fast del af opdragelsen i mange familier.

ARTIKELSERIEN MIN KLUB Romere kvalte påtaget nationalfølelse en sen decemberaften

»Det er noget, man får ind helt fra starten. Man bliver nærmest døbt i en AS Roma-kjole og får sunget klubbens sange, når man skal vugges i søvn. Så det er ikke noget, man vælger. Det er noget, man har dybt inde i sig selv«, siger Stig Krøger, der fortæller, at klubidentiteten er noget, man bærer i hverdagen i den italienske hovedstad.

Det samme indtryk har Kristian Brink, der bor i det centrale Rom. Han fortæller, at rivaliseringen mellem klubberne ikke begrænser sig til kampdagene, men udspiller sig året rundt.

»Når man møder en person for første gang, bliver man ofte spurgt om, hvem af klubberne man holder med, og så kan måden at tale til hinanden på ændre sig«, fortæller danskeren, der ikke kan undgå at lægge mærke til rivaliseringen.

»Hver gang Lazio taber, kan man mærke det på de lokale barer i centrum, hvor der bliver jublet over Lazio-nederlaget«, fortæller han.

Kampen på tribunen
AS Roma får mest opbakning i det indre Rom, mens Lazio traditionelt har været forbundet med Roms rigere nordlige del samt Lazio-provinsen, der omkranser hovedstaden. Rivaliseringen mellem de to klubber i Rom er overvejende sportslig, fortæller Stig Krøger, der tildeler fansene æren for, at den historiske rivalisering bliver holdt i live.

»Det handler om at få lov til at styre byen. Derfor er det bundet op på det sportslige resultat. Men så overfører man rivaliseringen til tribunerne og qua den måde, man agerer på over for hinanden, blusser tingene op på tribunerne«, siger han.

For kampen på banen suppleres som regel af en kamp på tribunerne, hvor tilhængerne forsøger at overtrumfe hinanden med alle tænkelige midler. Tusinder af fanatiske fans – ultras – vil derfor i aften stå på deres vanlige pladser bag de to mål og forsøge at råbe deres helte frem, mens den moderne gladiatorkamp udspiller sig på grønsværen.

ARTIKELSERIEN MIN KLUBØrnene fra ulvebyen med det fantastiske forsvar En del af kampen om tribunerne har – foruden sang, romerlys og smædeord – også indeholdt stødende eller provokerende bannere, hvorfor kontroversielle eller direkte racistiske budskaber til tider ikke har været et særsyn på lægterne. I de senere år er de store bannere dog blevet forbudt, da myndighederne følte, at de var med til at puste en potentielt voldelig stemning op. Kampen for at markere sig på lægterne skyldes fodboldens centrale position i Italien, siger Stig Krøger, der peger på den enorme fodboldinteresse i støvlelandet, hvor knap halvdelen af indbyggerne efter sigende erklærer sig som værende fodboldfans. De politiske udtryk på landets stadioner skyldes simpelthen, at de er en skueplads for mange millioner mennesker, siger Stig Krøger, der mener, at der foregår et kæmpe politisk spil søsat af de mest fanatiske fans på tribunerne. »Rom er styrebyen i et land, der har ligget i politisk kaos i rigtig mange år. Derfor bliver stadion stedet, hvor politik mødes. Når man blander politik ind i et næsten 100 år gammelt lokalopgør om hovedstaden i et land, der er fodboldtosset, bliver arvefjendeopgørene noget ganske særligt«, fortæller Stig Krøger, der dog understreger, at det politiske spil primært finder sted mellem klubbens egne tilhængere, der består af forskellige fanfraktioner med vidt forskellige politiske overbevisninger. Uden for tribunerne fortsætter de to holds fans ofte kampen om herredømmet i form af voldelige sammenstød. Ifølge Stig Krøger er det ikke uvæsentligt, at opgørene historisk set er voldsomme, da sammenstød derved bliver en del af normen, når hadet går i arv. Mussolini spøger stadig