Efter det imponerende danmarksmesterskab er AGF i den grad kommet ned på jorden i Superligaen.
Onsdag aften tabte aarhusianerne på eget græs med 0-2 til sidste sæsons guldrival FC Midtjylland, og AGF har endnu sin første ligasejr til gode efter seks spillerunder.
Mens FC Midtjylland nu topper tabellen med 14 point, har AGF blot hentet tre og ligger side om side med Lyngby omkring nedrykningsstregen.
Jakob Poulsen og co. har svært ved at komme med store indvendinger mod, at onsdagens udsatte opgør i Vejlby endte med en udesejr, for gæsterne kom bragende ud, scorede tidligt og fastholdt trykket i store dele af kampen.
Allerede inden Friday Etims 1-0-mål i det 11. minut havde han brændt en stor chance.
Da Philip Billing med en sublim stikning satte Etim op til endnu en målchance, var nigerianeren kold og sendte bolden over en fremstormende Mads Hedenstad.
Lidt bedre fat
Kort efter forhindrede kun overliggeren Cho Gue-sung i at gøre det til 2-0 og sende AGF endnu nærmere afgrunden.
Midtjyderne så ingenlunde ud til at savne profilen Dario Osorio, der natten til onsdag skiftede til Crystal Palace, mens en transferaktuel Franculino var siet fra kamptruppen i sidste øjeblik.
Efter den vakkelvorne indledning fik AGF lidt bedre fat, men det udmøntede sig ikke i store chancer før pausen.
Frederik Emmery kom forrygende ud til anden halvleg, men trods gode forsøg kunne AGF’s store lyspunkt ikke passere en yderst velspillende Elias Olafsson i FCM-buret.
Denil Castillo formåede til gengæld at finde en vej forbi Mads Hedenstad i den anden ende, da ecuadorianeren sendte en kanonkugle op i nettaget efter 55 minutters spil.
På etårsdagen for sin tiltræden knyttede Mike Tullberg næven på sidelinjen efter målet og lignede helt forståeligt en yderst tilfreds træner.
Det kunne han også være efter kampen, for sejren var aldrig ved at glide hans mandskab af hænde mod et undervældende mesterhold.
ritzau