Kent Nielsen – den store fighter som tabte til sidst

Lyt til artiklen

Forfatteren Aksel Sandemose, ham med Janteloven, sagde, at »nederlag skal op i lyset, ikke graves ned, for det er af dem, man bliver menneske«.

Kent Nielsen, indtil i går cheftræner for den ambitiøse, ærgerrige og sejrsvante fodboldklub Brøndby IF, er rigtig meget menneske. For han – der som spiller sagde farvel til det danske landshold med fantasitriumfen, ved EM tilbage i 1992 i Göteborg – kender både til nederlag og til kunsten at bringe dem op i lyset.

Da han i aftes, på en råkold forårsdag og med sine tunge, kraftige ben i vanlig stil 'vraltede' væk fra den noget triste græstørv på Brøndby Stadion, hvor hans hold havde tabt 1-3 til dansk topfodbolds absolutte nitte, HB Køge – en klub, der nærmest mod sin vilje spiller i den bedste række – vidste Kent Nielsen, at Brøndbys hardcore tilhængere ville være ubarmhjertige og kræve hans hoved på et fad. Mindre end to timer efter leverede klubben og fyrede cheftræneren.

Marskandiser i korte bukser
Forud for dette møde med mændene fra Herfølge og Køge havde Brøndby en smertefuld serie på syv kampe uden sejre. Syv kampe med tilgængelige 21 point – men hvoraf høsten var så beskeden som to af slagsen i kraft af to uafgjorte resultater mod lidet stjernestøvsprægede klubber som SønderjyskE og Randers FC.

Altså en rædselssituation for en klub, der hvert år har det som sin ambition at byde FC København trods og vinde det danske mesterskab eller i det mindste at tage en sekundær medalje, men som i dette forår – i stil og organisation – har taget sig ud som en lukningstruet sidegademarskandiser i korte, modløse bukser.

Kent Nielsen fyret i Brøndby

Denne sportslige nedtur har udløst smædesange på tribunerne på det store stadion. »Nielsen raus!«, har det rungende lydt fra betonen – som et brutalt ekko fra det barske publikum til de tyske bundesligakampe. Og et tema i medierne blev det også, Kent Nielsens mulige fyring fra cheftrænerjobbet i den klub, han selv spillede for tilbage i 1980'erne, og som han har vundet mesterskaber med.

Men uanset modvindens kraft har Kent Nielsen ikke dukket hovedet. Med de samme tunge skridt, han i går brugte ved sin exit fra Brøndby Stadion, er han gået ind til de aggressive, kødædende mikrofoner, der har ventet efter de skuffende præstationer. Og dér, i tv-studiet, foran nekrologskrivende journalister, har han løftet sit tankefyldte hoved, lagt det lidt på skrå, forklaret og analyseret og beklaget.

En strøm af ord
På intet tidspunkt har Kent Nielsen gemt sig, låst sig inde på lokummet eller listet sig ud ad bagdøren med angstens sved på panden for at kravle bort mellem træerne på voldanlægget, derude på vestegnen. Han har rejst sig i modvinden, ikke bøjet nakken, mens kritikken fløjtede om ørerne på ham. For han vidste, at det – de manglende resultater – var hans, cheftrænerens, klare ansvar. Og så har han har talt, talt, talt og talt. Og sagt 'jamen'. Og sukket som en ældre skolelærer.

Men selv om strømmen af ord har været overvældende og fosset som en forårsmæt norsk elv, så har de aldrig rummet flugtforklaringer i det forbløffende organisatoriske 'kaos', hans arbejdsgiver har budt ham.

At han så nok har tænkt sit om den highspeedede svingdør på direktionsgangen, der inden for det seneste år har drønet to administrerende direktører og en sportschef ud på parkeringspladsen foran stadion, er en anden sag. Men brugt dem som undskyldning for de dårlige resultater, det har Kent Nielsen ikke gjort.

Og det skyldes måske en udtalt respekt for det, mange sagde – også i Brøndby-kredse – inden han debuterede som træner mod FC København for et år siden: At Kent Nielsen var den rette mand på det rette sted.

Bundprop ydmyger Brøndby

At han med sin grundighed, sin energi og arbejdsomhed, sin vilje til at smøge ærmerne op og med sit hele kendskab til klubbens kultur, var portrættet på selve den mand, der skulle stå i spidsen for Brøndby-mandskabet. Måske er det netop dette portræt af en fighter af hjertet, der har fået Kent Nielsen til pligtskyldigt og loyalt at påtage sig ansvaret for alle mistrøstighederne.

Ikke nogen, eller i hvert fald ganske få, vil gø voldsomt, hvis Kent Nielsen peger på fraværet af en sportsdirektør, når ansvaret skal placeres. Anders Bjerregaard blev fyret for nogle måneder siden, og det har været et væsentligt handikap i det daglige arbejde og i den nødvendige udviklingsgivende, strategiske 'trimning' af truppen, salg og køb af spillere.

Og ingen vil himle op, hvis Kent Nielsen står frem og siger, at det er småt med hjælp fra spillerne, der for fleres vedkommende har optrådt mere som skovtursgæster end som flittige bier i bestræbelserne på at få vendt modgangen og de elendige resultater. Og måske har Nielsen da også undervejs, når fortvivlelsen har været prikkende, følt sig fristet til at citere den østrigske træner Ernst Happel. Det var ham, som engang – da hans spillestil blev kritiseret – sagde, at man ikke kan forvandle æsler til rideheste.

Men han har ikke gjort det. Han har i stedet – som han lærte det af sin far, Brønshøj-kæmpen Erik Nielsen – passet sine ting og behandlet spillerne ordentligt til det sidste.

En forsvarsuddannet mand

Nu må han lægge øre til dem, der mener, at Kent Nielsen netop ikke var den rette træner på det rette sted. At han er en 'forsvarsuddannet' fodboldmand – for forsvarsspiller var han med stor succes – der gør sig bedst i en klub, som altid spiller med ryggen mod muren. Hvor det er en dyd at kæmpe og en triumf ikke at rykke ned. Som det var tilfældet i Nielsens mange år i discountklubben Horsens.

Eller med andre ord: At Kent Nielsen var blevet fejlcastet. Brøndby-ledelsen stilede ikke højt nok. Man valgte en træner med en for 'simpel' fodboldfilosofi, nemlig den, der siger, at resultaterne er spillets eneste sandhed. For dén holdning har altid været Kent Nielsens.

Men når sejrene – og ikke alene det pæne spil og den romantiske dimension – udebliver, hvad er der så tilbage? For klubben? For ledelsen? For Kent Nielsen?

Til sidst var der ikke mere.

Rasmus Bech

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her