Straks løb den lille mørkhårede angriber tilbage mod sine nye holdkammerater, knyttede næven, gav den kølige luft en mavepuster og råbte glæden ud. Tydeligt glad, lettet.
Sådan så FC Københavns Mustafa Abdellaoue ud, da han torsdag 2. februar scorede danskernes enlige mål i 1-1-kampen mod den russiske rigmandsklub Ansji. Målet var meget mere end en udligning i vinterturneringen Copa del Sol ved den spanske sydøstkyst. Det var angriberens første for FCK og hans første skridt på vej mod at etablere sig i en storklub. Et skridt på vej ud af storebrorens skygge.




























