Carsten V. Jensen er lidt af en selektiv matematiker. I hvert fald når det kommer til at udregne FC Københavns chancer for at vinde det danske fodboldmesterskab i sæsonens sidste runde.
Københavnerne har brug for, at FC Nordsjælland i aften mister point på hjemmebane til Horsens, mens de samtidig selv vinder over Silkeborg. Det udlægger FCK-træneren sådan her: »Der er tre scenarier i Nordsjællands kamp, de to af dem kan vi bruge. Så der er 67 procents chance for, at det går godt«. Okay, han griner også selv af det.




























