Mads Øland har aldrig været en elegantier. Som fodboldspiller var han en notorisk slider. En gammeldags venstreback, der med sit uglede hår piskede op og ned ad venstrekanten og lukrerede på sin fight, grundighed og store udholdenhed. Og som direktør for Spillerforeningen er det de samme karaktertræk, der går igen. Han er mere en realistisk fagforeningsmand end en fodboldfantast.
En ihærdig holdspiller, der altid er velforberedt og professionel. Vellidt af sine støtter – i opposition til sine modstandere. Kæmper for retfærdighed Mads Øland lægger ikke fingrene imellem. Han sætter foden ned, når uretfærdigheden over for fodboldens udøvere bliver for stor. Når de mangler feriepenge- og pensionsudbetalinger i millionklassen, som i den verserende feriepengesag, eller agenter skipper håbefulde talenter til udlandet på andenrangskontrakter.






























