Fodboldforretningen Brøndby IF er i frit fald. Et blik på en række nøgletal for superligaklubben viser, at det er gået drastisk tilbage for holdet over de seneste fem år. Tilskuertallet er næsten halveret, omsætningen er faldet voldsomt, og egenkapitalen er skrumpet fra 394 til 86 mio. kr. Desuden forventer Brøndby et underskud på 245 mio. kr. i 2012 – og så ligger klubben i øvrigt sidst i Superligaen. Det er resultatet af en mangeårig ond cirkel, som ifølge sportsøkonomer er yderst vanskelig at bryde. Derfor er det også blot et lille skridt på vejen mod at redde klubbens eksistens, hvis spillerne i dag følger Brøndbychefernes ønske og accepterer at gå ned i løn. »Selv hvis den første redningsplan kommer på plads, er der stadig masser af arbejde«, siger Rasmus Storm, senioranalytiker ved Idrættens Analyseinstitut.
LÆS OGSÅ Skæbnedag i Brøndby: Truppen venter gerne på lønnen
I tirsdags offentliggjorde Brøndbyledelsen skitserne til en redningsplan, der skal skaffe klubben penge til den daglige drift frem mod en planlagt aktieudvidelse i foråret. En væsentlig del af scenariet er, at spillerne siger ja til en markant lønnedgang. Det skal spare klubben for 7 mio. kr. i 2013. Brøndbys udkast var at barbere 10 procent permanent af spillernes gage – og yderligere 15 procent i de årets tre første måneder. Klubben har i første omgang sat i dag klokken 12.00 som deadline for et svar.
Vigtigt at skabe ro og tålmodighed
I går forhandlede et spillerråd med klubdirektør Tommy Håkansson om lønnedgangen, og sent på dagen havde han »en god fornemmelse«. De fleste iagttagere forventer da også, at klubben når til enighed med sine medarbejdere. Navnlig fordi spillerne er interesserede i at være med til at redde deres arbejdsgiver, og fordi de kan få svært ved at finde andre job i den kriseramte fodboldverden.
Ud over aftalen om lønnedgang mangler Brøndby stadig at forhandle sig frem til at udskyde eller minimere afdragene på de godt 23 mio. kr., klubben skylder i den såkaldte feriepengesag. Men selv hvis alle manøvrer lykkes, har Brøndby altså stadig langt til en decideret redning. Mest af alt har klubben brug for tålmodighed og ro, mener økonomerne.
De ansatte i Brøndby har en alternativ redningsplan »Det gælder om at få genoprettet tilliden til, at cirkusset har spillet sin sidste forestilling. At der kommer ro på direktionsgangen, ro på den sportslige del. Om det så vil koste en nedrykning, er ikke så afgørende, tror jeg. Det vigtige er at holde en fast kurs og få forklaret omverdenen, at det kommer til at tage lang tid, før Brøndby er endeligt tilbage. Flere år«, siger Jesper Jørgensen, fodboldøkonom ved revisionsfirmaet Deloitte. Både han og Rasmus Storm sporer den onde cirkels start tilbage til tiden omkring 2007. Dengang skete »et uhyggeligt sammentræf af dispositioner, som bare har haft negativ effekt lige siden«. Blandt andet brugte Brøndby mange millioner kroner på dyre spillere, der præsterede langt under det forventede niveau. Samtidig var der udskiftning på trænerposten, der kom uro på ledelsesgangen, og klubben hyrede og fyrede et utal af direktører. Satsning på stor aktieudvidelse




























