AGF trak sig sejrrigt ud af lørdagens opgør mod FC Nordsjælland, da man vandt 2-1 på egen bane. Sejren blev grundlagt af to sene mål signeret af Osama Akharraz og Casper Sloth, og selvom det lykkedes FCN at reducere til sidst, var træner Peter Sørensen tilfreds.
»Jeg er meget tilfreds. Vi fandt en god måde at lukke ned for FC Nordsjælland i dag. Samtidig skabte vi chancer kontinuerligt igennem hele kampen. Mange chancer endda«, fortalte Sørensen, der talte i underkanten af 10 chancer til sit mandskab.




























