Jesper Fredberg, 32, er den yngste cheftræner i Superligaen nu og den eneste, som er kommet til undervejs i superligasæsonen, og er startet med at vinde den første kamp. Hverken mestertræneren Ståle Solbakken, der erstattede Ariël Jacobs i august, Thomas Thomasberg (vikar for sygemeldte Colin Todd) eller Auri Skarbalius (midlertidig afløser for Ove Christensen), som begge er trådt til i vinterpausen, gjorde det med henholdsvis FC København, Randers FC og Viborg.
AGF’s 2-1-sejr på Jens Jønssons overtidsscoring mod SønderjyskE i Haderslev for en uge siden har fjernet mørke skyer over Fodboldaarhus. Meldingerne derfra lyder på, at stemningen og humøret på træningsbanen er i top, optimismen stigende, og sportschef Brian Steen Nielsen beretter, at der er kommet ny energi ind i holdet og truppen.


























