Løkken omkring de voldsomt pressede AGF-spilleres halse blev strammet yderligere, da Superligaens agterlanterne tabte for niende gang i træk, og dermed fortsætter det frie fald mod mørket i form af nedrykning og 1. divisionsfodbold i den kommende sæson.
I Slagelse blev to hjørnespark afgørende, da FC Vestsjælland vandt 2-1 på en scoring fire minutter før tid og sikrede de tre point, der med noget nær statsgaranti udløser endnu en sæson i Superligaen for oprykkerne.




























