FC Vestsjælland overvinder kontroversiel scoring

Hovedpersoner. Michael Lumb (tv) og Nicolaj Thomsen havde hyppig nærkontakt.
Hovedpersoner. Michael Lumb (tv) og Nicolaj Thomsen havde hyppig nærkontakt.
Lyt til artiklen

Tabellens nøgne kendsgerninger gør det svært for FC Vestsjælland-spillerne at tro på endnu en sæson i Superligaen. Og når man så heller ikke har dommertække, så bliver udgangspunktet for at samle tilstrækkeligt med point ind til kampen om at undgå nedrykning jo heller ikke ligefrem forbedret.

I lørdagens hjemmebanedyst mod AaB var backen Michael Lumb rasende efter AaB's 1-0-scoring i 18. minut. I opspillet, som Patrick Kristensen havde en væsentlig andel i, brugte Nicolaj Thomsen tydeligt hånden til at puffe bolden forbi Lumb, der måtte se til, da Nicklas Helenius tæt under mål bragte mestrene på ret kurs.

»Det er bare ikke godt nok. Linjedommeren står jo lige ved siden af«, forklarede en vred Michael Lumb til TV3Sport1 i pausen.

To hjemmescoringer efter pausen vendte dog kampen til Lumb og co.'s fordel. AaB blev slået 2-1 og den anden store succesoplevelse for det nedrykningstruede hold kom i hus bare fire dage efter den første pokalsemifinale mod Sønderjyske.

Vestsjælland har det ene ben i pokalfinalen

Patrick Kristensen og Nicolaj Thomsen var også igangsættere, da Helenius på det skammeligste misbrugte et kæmpemulighed inden foran mål i 40. minut, hvilket fik tv-kommentatorerne til tørt at konstatere, at det var en større præstation at sparke bolden over mål end at score.

Lige så fri position som Helenius var i kort før pausen, stod Vestsjællands Osama Akharraz i to minutter efter pausen, da Henrik Madsen headede på mål og Akharraz efter Nicolai Larsens parade let kunne udligne til 1-1.

AaB's kontroversielle scoring var så småt ved at gå i glemmebogen hos Slagelse-mandskabet, der viste karakter og drev spillet frem i håb om at fremtvinge sejrsmålet, mens sjusk og fejlafleveringer tog til i styrke hos gæsterne.

Belønningen kom et kvarter før tid, da Anders Kure headede anfører og drivkraft nummer et Henrik Madsens indlæg i kassen til 2-1, der forkorter afstanden til den rigtige side af nedrykningsstregen til 5 point. For bare tre kampe siden var der 10 point op til redning.

Der kunne også have været 7 point op til redning, men Jan Kristiansen blokerede AaB-målmand Nicolai Larsens fremragende hovedstød på mållinjen i en dramatisk situation i tillægstiden.

Bo Moshage

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her