Martin Pusic griner med i sofaen på ’ørkenhotellet’, hvor FCM-truppen har holdt til under træningsopholdet i Dubai, når talen falder på det, der skete for godt et års tid siden i Portugal. Dengang han blev FC Midtjylland-spiller, på den sidste dag og få timer inden 2015-vinterens transfervindue blev smækket i.
7,5 millioner kroner betalte midtjyderne til Esbjerg for den målfarlige angriber, 28, i en handel på en meget hektisk og kaotisk dag og aften på badehotellet Grande Real Santa Eulalia i Albufeira på Algarvekysten. Agenter og topledere, sportschef Claus Steinlein og FCM-formand Rasmus Ankersen, der var fløjet ind fra London, forhandlede, kæmpede og svedte, mens de løb op og ned ad trapper og brugte flere mødelokaler.




























