SønderjyskEs overraskelseshold bestod den første store topholdstest i Superligaen med glans og er nu efter 3-2-sejren over FC Midtjylland klar til en kæmpekamp mellem nummer ét og to i Parken søndag 3. april, når FC København er vært for Haderslev-mandskabet.
Succestræner Jakob Michelsens tropper leverede et forrygende comeback på hjemmebane mod et FCM-hold, der lignede en sikker vinder efter de første 45 minutter. Men med stort engagement, vilje og effektivitet fik sønderjyderne nedkæmpet det forsvarende mesterhold i en forrygende anden halvleg og vandt på tre fine scoringer.




























