Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Superligaen

FC Midtjylland må nøjes med et point i Haderslev

Sønderjyske kunne ikke udnytte, at holdet var en mand i overtal.

Superligaen

Sønderjyske og FC Midtjylland spillede søndag 0-0 i Superligaen. De midtjyske gæster var i undertal det meste af opgøret i Haderslev.

Kampen var en hårdt spillet affære. Det resulterede i hele fem gule kort samt et direkte rødt kort til FCM-forsvarsspilleren Erik Sviatchenko tidligt i opgøret.

Det uafgjorte resultat betyder, at FCM foreløbigt overtager førstepladsen i Superligaen, mens Sønderjyske fortsat er nummer ti. FC København kan generobre førstepladsen senere søndag.

Mestre stærkest fra start

Fra kampens start satte mesterholdet FC Midtjylland sig på opgøret i Haderslev, og angriber Awer Mabil var tæt på, at give udeholdet føringen efter otte minutters spil.


Herefter fortsatte de danske mestre med at kontrollere kampen, men efter 27 minutters spil steg dramatikken gevaldigt.

Sønderjyskes Marcel Rømer tog et træk på banens midte, hvor han blev bremset via en hård tackling af gæsternes Erik Sviatchenko.

Tacklingen var så grov, at dommeren takserede den til et direkte rødt kort, og FCM skulle derfor spille resten af kampen med ti mand.

Efter udvisningen trak midtjyderne sig umiddelbart længere tilbage på banen.

Kun få åbne målchancer

I anden halvleg forsøgte begge hold at tiltvinge sig initiativet i opgøret, men mandskaberne havde svært ved at spille sig frem til åbne målchancer.

Midtvejs i anden halvleg var hjemmeholdets Alexander Bah tæt på at give Sønderjyske føringen, men afslutningen blev flot pareret væk fra målet.

Trods det numeriske undertal virkede FCM stærkest i slutfasen, hvor holdet fik lagt et tryk på Sønderjyskes felt. Marc Dal Hende havde en god chance med ti minutter tilbage, men ind ville bolden ikke.

Det lykkedes ikke holdene at score, og kampen endte derfor 0-0.


Ritzau

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce