Det er et af de øjeblikke i Superligaen-historie, man husker. Da Peter Graulund i august 2009 sparkede bolden ind bag Jesper Christiansen i Parken, AGF vandt 1-0 og lå nummer et i landets bedste række.
Hvorefter AGF’erne i en miserabel forårssæson endte med at rykke ned, mens Randers klarede sig.
Graulunds mål for ni år siden er seneste gang, at AGF er rejst for Parken med en sejr. Her i 2018 endte den aarhusianske klub med at skabe sig en mere end god chance for at gentage den bedrift.
Allerede efter to minutters spil nåede Jakob Ankersen nemlig bolden før brormand Peter Ankersen i FCK’s straffesparksfelt, tog et træk og sparkede kuglen ind bag Jesse Joronen. 1-0 til AGF.
Viktor Fischer slog ud med armene og råbte ned mod FC Københavns fire bagerste mænd. AGF-fansenes jubel rungede ekstra godt i Parkens beton.
En teknisk fejl gjorde det nemlig ikke muligt at rulle Parkens tag af.
På grund af de to store stolper, som støtter taget og skærmer noget af udsynet, måtte det primære tv-kamera derfor filme fra en orange lift hejst op mellem de to tekniske felter på sidelinjen. Som var der tale om en træningskamp mellem FCK og Tromsø i januar. Men det gik alt sammen, og gjorde det noget varmere end udenfor Parken.
Efter det tidlige føringsmål kom AGF til at stå meget lavt på egen banehalvdel i den resterende del af første halvleg.
Typisk kun med en enkelt mand over midten, når FCK havde bolden, og det havde hjemmeholdet meget.
Københavnerne kunne dog ikke spille sig til en scoring i åbent spil, men fik alligevel udlignet inden pausen. På et flot, flot frisparksmål fra cirka 25-meters afstand skruede Robert Skov bolden over AGF-muren og dernæst ned ved den ene stolpe.
Et drømmemål var dog ikke nok for Skov.
Efter AGF-forsvaret i begyndelsen af anden halvleg havde sparket en bold væk fra eget felt og ud mod Robert Skov, valgte han at lade den hoppe en enkelt gang og derefter hamre til den med sit fantastiske venstre ben fra små 30 meters afstand.
Skovs sjette mål i det seneste fem Superliga-kamp. Ganske enkelt imponerende.
Scoringen og brølet fra FCK-fansene gjorde det passende at side og spekulere på, om Robert Skov med de præstationer nu presser sig på som den mest populære FCK’er i øjeblikket.
De tanker nåede dog ikke at rumstere ret længe, fordi AGF slog tilbage i en kamp, fornuften og statistikken ellers sagde, de var på vej til at tabe.
Men efter en dyb stikning lykkedes AGF-fansenes yndling, Jens Stage, med at løbe fra Andreas Bjelland, som drejede rundt om sig selv et par gange, uden at finde den rigtige vinkel til at tackle Stage.
Den scoring blåstemplede kampen som en af de bedste i denne efterårssæson, og gjorde dens udfald ganske uforudsigelig.
I sidste ende viste hjemmeholdet sig at være stærkest og leverede knockouten med to mål på to minutter. Først spillede Nicolai Boilesen bande med Pieros og scorede sit andet mål for FCK. Dernæst kæmpede Viktor Fischer sig fri og lagde bolden i nettet til resultatet 4-2. For derefter at løbe i en bue forbi AGF-fansene med hånden bag det ene øre.
Overskrifterne kunne Fischer dog ikke løbe med denne søndag, og det lever han nok med. For tredje gang FCK-hjemmekamp i træk blev Robert Skov nemlig kåret til banens bedste.
fortsæt med at læse




























