MESTERTRÆNEREN ER VÆK, men den nye FC Midtjylland-træner Kenneth Andersen har fået en helt perfekt start som Jess Thorups afløser. Thorup har vundet sine to første kampe med belgiske Gent, og Kenneth Andersen har kopieret ham i Superligaen. Først med 4-1-sejren over FCN, der skabte optimisme og store forventninger til mesterholdet i Andersens 3-2-hjemmebanedebut mod Brøndby. Tempoet og intensiteten var høj fra første fløjt. Og jublen var enorm, da Marc Dal Hende med en helflugter udlignede til 1-1 efter at den hurtige, veloplagte Uffe Bech havde bragt gæsterne i spidsen takket være en fejl af målmand Jesper Hansen.
Brøndby-spillerne var imidlertid før pausen mere modige, koncentrerede og bedre i det høje pres end hjemmeholdet i en medrivende forestilling. Fin reklame for Superligaen. Og Brøndby fik belønning igen, da anfører Johan Larsson kanonerede bolden ind til 2-1-føringen før pausen. I anden halvleg optrådte hjemmeholdet med enorm vilje og langt bedre angrebsspil. Awer Mabil udlignede, og Marc Dal Hende sørgede for 3-2-sejrsmålet i et opgør fyldt med spænding til sidste fløjt.


























