Den havde FC København brug for. Sejren på 2-1 over FC Midtjylland. Det førte ikke kun til, at FCK nu er 3 point foran den midtjyske rival i Superligaen. Snakken om københavnernes kvaler med netop FC Midtjylland kan også forstumme.
Det efter, hvad må betegnes som kontrasternes kamp. Bonderøvene mod københavnersnuderne. Den mest succesfulde danske klub i det 21. århundrede mod den, der vil sparke FCK væk fra tronen og selv sætte sig til rette.
Ståle Solbakken havde hældt lidt ekstra benzin på bålet inden kampen og proklameret, at FC Midtjylland var et godt dansk hold, men ikke et europæisk hold. Forstået i kontrast til FC København, der som eneste Superliga-hold de seneste år har haft en fast tradition med både at spille europæisk fodbold og kæmpe med i toppen af den hjemlige turnering.
Solbakken gjorde ikke et lige så stort nummer ud af, at FC Midtjylland slog københavnerne ud af pokalturneringen eller det faktum, at FCM havde vundet de fem seneste interne opgør.
Ingen lange indkast
Hvis det ikke allerede var sket under opvarmningen, kunne FC Midtjylland-spillerne i forbindelse med kampens første indkast konstatere, at FC København havde gjort lidt ekstra ud af at skabe en hjemmebanefordel.
De elektroniske reklamebander, der er placeret modsat tv-kameraet, var i kampens anledning rykket små ti meter tættere på banen end normalt.
I stedet for at være placeret lige foran den første række af røde tribunesæder, gjorde de det i stedet umuligt for FC Midtjylland-spillerne at få det normale tilløb, når der skulle udføres et langt indkast i banens ene side. En af de facetter i spillet, hvor midtjyderne er blandt de stærkeste herhjemme.
Kian Hansen forsøgte efter bedste evne at få den vanlige længde på sine kast, men måtte på grund af banderne flere gange se dem blive headet væk af den forreste FCK-spiller. Det var en detalje, som havde en klar indflydelse på kampen, men som ikke decideret afgjorde den.
Det blev tilgengæld fatalt for FC Midtjylland, at man virkede ude af stand til at lægge det offensive pres på FC København, som har ført til chancer, mål og sejre i de seneste mange opgør. Noget uvant for et mandskab, der havde scoret henholdsvis 5, 3, 4, 3, 2 og 5 mål i seks Superliga-kampe inden turen til hovedstaden.
I den modsatte ende af banen tabte Erik Sviatchenko en af kampens afgørende dueller til Robert Skov af alle FCK-spillere. De to var i et åbent skænderi i slutminutterne af pokalkampen i Herning efter en hård duel. Tilbage i Parken manglede selvsamme Erik Sviatchenko kun et par centimer for at erobre bolden i eget straffesparksfelt nær baglinjen i første halvleg. Det var bare nok til, at Robert Skov prikkede til kuglen først og dernæst fald til jorden, efter Sviatchenko spændte ben for ham. Det i sådan en situation, hvor ikke alle dommere peger mod straffesparkspletten, men det gjorde Jakob Kehlet. Og så kunne Skov score til 1-0.
Gregus endte som helt
Mens FC København var det bedste hold i første halvleg, sad FC Midtjylland på det meste i de sidste 45 minutter. Derfor var det okay, at midtjyderne fik udlignet med et kvarter tilbage af opgøret. Selvfølgelig efter et frispark, nu det lange indkast ikke kunne bruges som våben.
Jakob Poulsen lagde bolden fladt ind i feltet, hvor Paul Onuachu sendte den i nettet. Så måtte det hele vel ende 1-1, var den nærliggende tanke. Begge hold kunne leve med et point i en situation, hvor det allerede i november står klart, at de to er ude i en direkte duel om at stå med guldet til foråret. Sådan gik det bare ikke.
Blot fire minutter efter FC Midtjyllands udligning, sikrede Jan Gregus med et langskud sin klub en af de sejre, der betyder mere end tre point. Jesper Hansen stod stille og kunne ikke se andet end Erik Sviatchenkos ryg, mens til tider udskældte Gregus skreg sin glæde ud foran den ene endetribune. Tjekkens spark sikrede nemlig både en vital sejr, og at FCK generobrede overhånden mod den midtjyske rival.
FCK møder i næste runde AC Horsens på udebane, mens FC Midtjylland skal til Randers.
fortsæt med at læse




























