Oprykkerne fra Esbjerg ligner et bedre og bedre bud på en klub, der kan fejre bronzemedaljer om en måneds tid, når Superligaen er afsluttet.
Søndag eftermiddag vandt vestjyderne med 1-0 på udebane mod Brøndby. Den fjerde sejr ud af fire mulige for John Lammers’ hold mod de blå-gule.
Brøndby tabte 1-0 på hjemmebane i august 2018. 2-1 i Esbjerg i februar, 1-0 samme sted tidligere i april og nu atter 1-0 på egen bane.
Dermed er Esbjerg seks point foran Brøndby med fire runder tilbage.
Esbjerg var bedst i kampens i første og sidste 20 minutter. I begge perioder var det nok en gang tydeligt, at oprykkerne trænes af en hollænder. John Lammers’ udvalgte spillede langs jorden og med fine, hurtige afleveringer, der sendte Brøndby-spillerne ude på nogle lange løbeture.
Sejrsmålet kom med små ti minutter tilbage af kampen Her flyttede Esbjerg først spillet fra venstre mod højre, hvorefter Mark Brink med en flad aflevering fandt Adrian Petre i feltet, som lagde bolden lige så fladt ind bag Marvin Schwäbe.
Esbjerg-spillerne kastede sig i armene på hinanden, mens store grupper af Brøndby-fans gik direkte mod udgangene.
Det kunne være gået anderledes for Brøndby, hvis anfører Kamil Wilczek havde udnyttet opgørets største mulighed inden pausen.
Den tidligere Brøndby-spiller, Rodolph Austin, ramte Simon Hedlund på anklen i eget straffesparksfelt i jagten på bolden. Da kontakten indtraf var den ikke inden for spillerafstand, men dommer Michael Johansen valgte alligevel at dømme straffespark.
Det kunne godt forsvares, men var bestemt ikke det klareste straffespark denne Superliga-sæson. Ligesom det heller ikke gav 100 procent mening, at straffesparket blev dømt, men Rodolph Austin slap for et gult kort. Måske fordi han allerede havde fået et ved en anden forseelse nogle minutter forinden.
Kamil Wilczek sendte heldigvis for Esbjerg straffesparket på stolpen, og den mentale mavepuster virkede Brøndby ikke i stand til at løse i den resterende del af kampen.
Brøndby møder næste søndag FCK i Parken, mens Esbjerg hjemme skal spille mod FC Nordsjælland.
fortsæt med at læse




























