FC Midtjylland rundede efterårssæsonen af med et lille chok. For bare anden gang tabte midtjyderne i Superligen, da formstærke AGF understregede sit gode halvår med en 3-1-sejr i Herning, og for første gang lukkede de mere end ét mål ind. Defensiven har været nøglen til et ellers suverænt halvår med en fantastisk og mesterlig pointhøst.
De er stadig på guldkurs, selv om 3-1-nederlaget udstillede en uvant sårbarhed. FCM har konstant haft problemer med at score mange mål, men træner Brian Priske har altid kunnet stole på bagkæden – 11 gange har hans klub vundet med én fuldtræffer, især takket være forsvaret. Således varslede halvsæsonens sidste kamp, at foråret kan blive spændende. Midtjyderne må dog gå glade på vinterferie.




























