Fodboldklubben Sønderjyske er blevet købt af amerikansk investor.

Amerikansk investor køber Superligaklub og vil indlede en ny æra med vækst

Sønderjyske  fik en fin start på sæsonen ved at slå FC Midtjyllands mestre, men tabte så i søndags til Vejle.  Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Sønderjyske fik en fin start på sæsonen ved at slå FC Midtjyllands mestre, men tabte så i søndags til Vejle. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

To dage før klubben skal ud i en særdeles vigtig kvalifikationskamp til Europa League, har Sønderjysk Elitesport A/S afhændet fodboldafdelingen og dermed Superligaklubben Sønderjyske til en amerikansk investor i form af familien Platek, der har Robert Platek i forgrunden.

Det oplyser klubben i en pressemeddelelse.

Investoren køber ud over fodboldafdelingen i Sønderjyske også Sønderjyske Ejendomme A/S.

Resten af selskabet Sønderjysk Elitesport A/S, som også tæller håndbold og ishockey, pilles der ikke ved.

»Salget giver Sønderjyske Fodbold mulighed for at konsolidere sig yderligere i Superligaen, og det giver utvivlsomt mulighed for, at der kan lægges yderligere lag på den gode sportslige udvikling«.

»Salget indebærer en betydelig økonomisk konsolidering, der ikke kan undgå også at få betydning for de sportslige ambitioner«, oplyser Sønderjyske, der for få måneder siden vandt den danske pokalturnering.

Sønderjysk Elitesport A/S og Platek-familien ønsker ikke at offentliggøre de økonomiske detaljer, men det understreges, at der er tale om et privat familieprojekt.

Robert Platek var sidste år ellers en af tre forretningsmænd, der havde planer om at overtage den engelske traditionsklub Sunderland. Det endte med en investering i form af et lån i stedet. Platek og venner har ifølge avisen Chronicle via udlån også skaffet sig interesser i Derby og Premier League-klubben Southampton.

Ser frem til samarbejde

Familien Platek har med interesse fulgt de seneste Sønderjyske-kampe, hvor Amanda Platek, datteren, har været til stede ved de seneste hjemmekampe.

Hun er sin families vegne begejstret for at annoncere samarbejdet med Sønderjyske.

»Jeg har rejst til Haderslev ved flere lejligheder, hvor jeg har oplevet den loyale gruppe af stab, spillere og ivrige fans«.

»Den utrolige støtte fra hele regionen har ført til den succes, Sønderjyske har oplevet«.

»Vi ser frem til at samarbejde med klubben og fastholde de vedvarende traditioner og samtidig begynde en ny æra med vækst«, siger Amanda Platek til klubbens hjemmeside.

Sønderjyske har i 13 sæsoner i træk været en del af Superligaen med et pokalmesterskab, en sølvmedalje og to gange europæisk deltagelse som højdepunkterne.

Med den amerikanske investering i Sønderjyske er fire klubber i landets bedste række kontrolleret af udenlandske investorer. FC Midtjylland, FC Nordsjælland og Vejle er de tre øvrige klubber på udenlandske hænder.

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her