Læs referaterne fra de seks kampe i Superligaens 14. spillerunde.

Brøndby taber terræn til FCK før derby efter uafgjort mod AGF

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Brøndby-AGF 1-1

1-0 Nicolai Vallys (8), 1-1 Patrick Mortensen (66)

Brøndby mistede mandag aften terræn til FC København i toppen af Superligaen efter 1-1 mod AGF på hjemmebane. FCK er nu tre point foran Brøndby inden søndagens derby. Ingen af de to mandskaber storspillede i mandagens kamp, der var præget af mange fejl i begge ender.

AGF’s defensiv gjorde det svært for Brøndby at finde plads, og gæsterne var til gengæld hurtige til at udnytte pladsen i den anden ende på kontra-angrebene. Efter en svær første halvleg kom AGF bedre med i kampen i anden halvleg, efter at Brøndby havde domineret de første 45 minutter.

Brøndbys store akilleshæl var opspillet nede fra eget forsvar, hvor AGF forsøgte at få Kevin Tshiembe til at føre bolden frem. Det havde Brøndby-midtstopperen ikke stor succes med, og hans boldtab var ved flere lejligheder ved at give chancer væk til AGF.

Kampen var præget af mange fejl fra første fløjt, men det var Brøndby, der kom bedst ud af starthullerne. Det var ikke meget, AGF kom frem til i første halvleg, og efter otte minutter kunne Nicolai Vallys sende hjemmeholdet foran. Et nydeligt indlæg af Daniel Wass, der havnede i fødderne på Vallys, der med første berøring sendte bolden i nettet. Det kunne være gået helt galt for AGF efter 21 minutter, hvor Bailey Peacock-Farrell reddede Frederik Tingager for at sende bolden i eget net.

Anden halvleg blev en mere rodet affære, hvor ingen af de to hold for alvor fandt melodien, men hvor AGF var bedst langt hen ad vejen. AGF havde halvlegens største chancer, og gæsterne kunne også sende udligningen i kassen efter 65 minutter. Patrick Mortensen fik lov til at stå alt for fri i Brøndby-feltet, og her skuffede AGF-anføreren ikke.

AGF får i næste Superliga-runde besøg af Viborg på hjemmebane, mens Brøndby skal på besøg i Parken til derby.

Hvidovre-FC Midtjylland 1-4

0-1 Franculino (19), 0-2 Gue-Sung Cho (2-8), 0-3 Simon Makienok (40, selvmål), 1-3 Magnus Fredslund (67), 1-4 Ola Brynhildsen (90+1).

Klasseforskel beskriver meget godt, hvad der søndag aften udspillede sig på Pro Ventilation Arena i Hvidovre. FC Midtjylland overmatchede Hvidovre på nærmest alle parametre og kunne rejse vestpå med en 4-1-sejr, som sendte midtjyderne forbi FC Nordsjælland og Silkeborg til tredjepladsen i Superligaen med 27 point for 14 runder.

Fem point er der op til førerholdet, FC København, mens Brøndby blot er et enkelt point foran FCM. Brøndby kan mandag trække fra igen ved at slå AGF.

Man sad ikke med følelsen af, at FCM ramte sit topniveau og foldede sig helt ud, men det var rigeligt til at gøre det af med Hvidovre, der ikke havde ret meget at byde på.

Gæsterne fra Herning var hele tiden hurtigere i tanke og handling og skabte et hav af chancer. Kun manglende skarphed gjorde, at det ikke sluttede med tenniscifre.

Robbie Williams-hittet ’Let Me Entertain You’ gjaldede før kampstart ud af højtalerne på stadion, men det var ikke meget underholdning, som hjemmeholdet leverede.

Et enkelt jubelbrøl blev det til, da Hvidovre reducerede midtvejs i anden halvleg. Spænding om udfaldet kom der dog aldrig for alvor.

Det var Hvidovres femte liganederlag på stribe, så oprykkerne er fortsat isoleret i bunden med sølle tre point efter 14 kampe.

FCM greb taktstokken fra start og blev i det 19. minut hjulpet foran 1-0, da Franculino straffede en stor fejl.

Angrebsmakkeren Cho Gue-sung fordoblede føringen på et VAR-straffespark ni minutter senere, og da en afrettet afslutning fra André Rømer kort før pausen strøg i mål til 3-0, så det ud til at være afgjort til FCM’s fordel.

En opspilsfejl betød, at Magnus Fredslund efter 68 minutter kunne score til 1-3, men indskiftede Ola Brynhildsen lukkede og slukkede i overtiden til 4-1.

Dermed har FC Midtjylland nu hentet hele 16 point af de seneste 18 mulige i Superligaen.

Randers-FC København 2-4

1-0 Filip Bundgaard Kristensen (4), 1-1 Rasmus Falk (7), 2-1 Simen Bolkan Nordli (60), 2-2 Viktor Claesson (66), 2-3 Jordan Larsson (72), 2-4 Victor Froholdt (90+6).

Randers viste flot form og var foran to gange, men FCK kæmpede sig tilbage og tog en 4-2-sejr på udebane, da de to mandskaber søndag aften mødtes i en underholdende affære. Værterne kom flyvende fra start og bragte sig foran allerede efter fire minutter. Føringen holdt dog kun i få minutter, inden Rasmus Falk udlignede for FCK. Men Randers viste gode offensive takter i resten af en spændende og chancerig første halvleg.

Efter pausen bragte det initiativrige hjemmeholds sig igen i front, men FCK viste klassen mod slutningen, da både Viktor Claesson og Jordan Larsson kom ind fra bænken, scorede og sikrede FCK de tre point. Dybt inde i overtiden scorede FCK-debutanten Victor Froholdt til slutresultatet 4-2. Resultatet betyder, at FCK har 32 point og fortsat fører Superligaen. Randers ligger på niendepladsen med 14 point.

Kampen startede som lyn og torden, og allerede efter fire minutter sendte den unge Randers-angriber Filip Bundgaard et angrebslystent hjemmehold foran, da han prikkede bolden mellem benene på Kamil Grabara i FCK-målet. Kun fire minutter senere flugtede Rasmus Falk til bolden fra kanten af feltet, hvor den via en Randers-mand gik i målet til 1-1.

Værterne lod sig ikke slå ud af udligningen. Holdet sad solidt på bolden og var meget offensive. Gæsterne fik dog stille og roligt vundet overtaget i kampen, som faldt i tempo efter en hæsblæsende start. Der var dog stadig fint med chancer i begge ender, hvor begge målmænd gav prøver på talentet.

Værterne startede også anden halvleg med flere fine muligheder, og efter 60 minutter var Randers på pletten igen. Efter flot forarbejde af kantspiller Lasso Coulibaly var det angriber Simen Nordli, der sendte 2-1-målet i kassen. Heller ikke denne gang var værterne foran længe. Efter 66 minutter tippede indskiftede Viktor Claesson flot bolden i mål til 2-2.

Kort efter gjorde endnu en indskifter det onde ved Randers. Jordan Larsson blev sendt alene i dybden, og svenskeren gjorde som landsmanden Claesson og tippede køligt bolden i mål. Mads Enggård burde have udlignet til 3-3 efter 78 minutter, da han headede fra en helt fri position i feltet, men forsøget blev sendt på stolpen.

I overtiden scorede debutantet Victor Froholdt et flot mål til 4-2, da han fik god tid til at drible frem til udkanten af feltet og trykke af.

FC Nordsjælland-Vejle 1-0

1-0 Andreas Schelderup (62).

FC Nordsjælland havde søndag svært ved at udnytte dominans og chanceovertag, men endte alligevel med at vinde med 1-0 over Vejle Boldklub i Superligaen. Offensivspilleren Andreas Schjelderup satte nemlig opgørets første og sidste scoring ind efter lidt mere end en time, efter at det længe havde lignet, at ineffektivitet igen ville koste dyrt.

Før kampen havde Johannes Hoff Thorups tropper kun hentet en enkelt sejr i Superligaen siden slutningen af august, men de tre point betyder, at FCN holder snor i toppen af tabellen, da klubben rykker op på fjerdepladsen med 25 point. Vejle forbliver på 11.-pladsen, hvor man har fire point op til OB, der ligger på den rigtige side af nedrykningsstregen.

Som forventet fik FCN momentum fra kampens start, hvor gæsterne fra Vejle stod kompakt i forsvaret. Inden for opgørets første 10 minutter pressede værterne hårdt på for et føringsmål, men bolden ville ikke ind trods flere store chancer. Efterfølgende blev Vejle bedre til at punktere FCN-offensiven. Mod slutningen af halvlegen kom gæsterne tilmed også frem til flere muligheder, men til sidst stod FCN for kampens hidtil største chance, da stopperen Adamo Nagalo ramte stolpen fra klos hold.

Efter pausen fortsatte FCN-dominansen, selv om Vejle var tæt på at få en drømmestart på anden halvleg. Der skulle gå lidt mere end en time af opgøret, før værterne endelig fik hul på bylden, da Andreas Schjelderup satte sin første scoring i sæsonen ind efter en flot FCN-omstilling. Herefter skulle Vejle forsøge at komme med et modsvar, og med fem minutter tilbage af opgøret fik indskifteren Musa Juwara en udligning i hus. Det endte dog med en FCN-sejr på 1-0, da scoringen blev annulleret for et frispark efter en VAR-gennemgang.

Viborg-Silkeborg 2-1

1-0 Anosike Ementa (15), 2-0 Anosike Ementa (21), 2-1 Stefan Thordarson (90).

Viborg FF-assistent Jakob Poulsen sad på trænerbænken mod Silkeborg IF, da holdet fra domkirkebyen sejrede med 2-1 i Superligaens 14. runde. Viborg er nemlig i dialog om at sælge cheftræner Jacob Friis, og derfor var det assistenttræner Poulsen, der ledte tropperne fra sidelinjen for første gang.

Herfra kunne Poulsen se et nærmest forandret Viborg-hold, der kom flyvende fra start og havde topholdet fra Silkeborg på hælene. Derfor var det ganske fortjent, at Viborg hentede tre point efter en slingrende efterårssæson indtil videre.

Med den vigtige sejr hopper Viborg op på syvendepladsen i Superligaen med 16 point og fire point op til AGF på sjettepladsen. Silkeborg er på tredjepladsen med 26 point, men kan blive overhalet af FC Midtjylland, der senere søndag møder Hvidovre IF.

Jakob Poulsen fik en drømmestart på opgøret. Efter et flot forarbejde af angriberen Renato Júnior sendte Anosike Ementa 1-0-målet ind efter et kvarter. Fem minutter senere var Ementa igen på spil og fordoblede Viborgs føring med et skarpt hovedstødsmål. Herfra fortsatte Viborg med at kontrollere kampen dog uden at tilspille sig store målchancer. Derfor gik holdene også til pause med tomålsføringen til hjemmeholdet.

Silkeborg kom langt bedre med efter pausen og fik bedre styr på spillet med bolden. Det kastede blandt andet en voldsomt stor hovedstødschance af sig til midtbanespilleren Anders Klynge, men han formåede at heade bolden ned i jorden og over mål. Viborg ændrede indstilling og begyndte at stå dybere på banen for at forsvare føringen hjem, hvilket så omvendt også gav mere initiativ til gæsterne fra Silkeborg. Silkeborg fik reduceret til 1-2 i kampens sidste minutter, men de tre point endte hos Viborg.

Lyngby-OB 2-2

0-1 Bashkim Kadrii (14), 1-1 Marcel Rømer (47), 2-1 Sævar Atli Magnusson (52), 2-2 Don Deedson Louicius (87).

Søren Krogh var på vej mod en mareridtsdebut som OB-træner, men en udligning i det 87. minut skaffede fynboerne 2-2 mod Lyngby i Superligaen. Efter fyringen af Andreas Alm tidligere på ugen viste OB sig flot frem mod Lyngby lørdag, da holdet blandt andet kom foran 1-0 efter et godt mål af anfører Bashkim Kadrii.

Korthuset faldt dog sammen i løbet af fem minutter i anden halvleg, da Lyngby bragte sig i front med 2-1 på mål af Marcel Rømer og Sævar Magnusson. OB havde her problemer mod Lyngby, som viste mere tænding, men tre minutter før tid blev Louicius Deedson helten med sin udligning til 2-2.

Med resultatet er Lyngby på syvendepladsen med 16 point. Det er fire færre end AGF på sjettepladsen. OB er på niendepladsen og har 13 point.

Det var ikke en køn kamp, som fandt sted på Lyngby Stadion, hvor ingen af de to hold kunne finde fodfæste. Efter 14 minutter lykkedes OB med sit høje pres, så midtbaneslider Sven Köhler kunne stjæle bolden på Lyngbys halvdel. Angriber Bashkim Kadrii blev spillet fri uden for feltet og smaskede bolden i mål til 1-0.

Gæsterne stod godt i forsvaret og var tålmodige, så Lyngby havde problemer med at få skabt chancer. Det blev der lavet om på i anden halvleg, da OB faldt fuldstændig sammen i indledningen. Først kunne anfører Marcel Rømer udligne efter hjørnespark, inden at indskiftede Sævar Magnusson gjorde det til 2-1 få minutter senere.

Det var et Lyngby-hold, som med ild i øjnene kom stormende ud efter pausen, mens OB var gået i stå. Kroghs mandskab vågnede op til dåd i slutningen, og tre minutter før tid kunne OB så juble. Her var det indskiftede Louicius Deedson, som straffede Lyngby, som var gået kold, og så sluttede det 2-2.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her