Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Vanvittigt comeback sikrer Costa Rica første VM-sejr i 12 år

Udligning. Campbell scorer til 1-1.
Udligning. Campbell scorer til 1-1.
Lyt til artiklen

Ved flere af de seneste VM-slutrunder har det været sådan, at et hold eksperterne ikke lige har regnet med, har overrasket og været med i turneringens sidste uge, hvor der spilles om medaljer.

Kroatien gjorde det i 1998, Sydkorea i 2002 og for fire år siden var det Uruguay, der var VM's lille sensation.

Og skal der skrives store eventyr med evige aftryk i VM-historien, så kan det meget blive Costa Rica, der gør det i Brasilien.

I VM-gruppe D er holdet superoutsidere blandt tre tidligere verdensmestre - England, Italien og så netop Uruguay, der troede for meget på egne evner og derfor tabte 3-1 til costaricanerne, som havde FC Københavns Christian Bolaños i en mere end fremtrædende rolle i det lune Fortaleza.

Et straffespark, som costaricanerne sent vil glemme, førte til 1-0 ved Edinson Cavani, men efter pausen sørgede den Arsenal-ejede angriber Joel Campbell, Club Brugges Oscar Duarte og den indskiftede Marcos Urena fra russiske Kuban Krasnodar for det opsigtsvækkende resultat, der er Costa Ricas første VM-sejr siden 2-0 over Kina i 2002.

Straffespark

Med syv spillere, der også var med i VM-bronzekampen i 2010 mod Tyskland, i startopstillingen måtte træner Óscar Tabárez' tropper løbe forgæves adskillige gange i åbningsfasen, inden de første chancer så dagens lys.

Superstjernen Edinson Cavani havde fri foran mål en stor afbrænder et kvarter inde i kampen, da han forsøgte at flugte, men PSG-manden slog i stedet en gedigen skævert og måtte græmme sig.

Edinson Cavani revancherede sig i 23. minut, da han sikkert konverterede det straffespark, som blev tildelt anfører Diego Lugano tæt under mål, da Junior Diaz havde lidt for godt fat om livet på forsvarsklippen.

21-årige Joel Campbell, der tiltrak sig en del opmærksomhed med sin fart og finter, og Geancarlo Gonzalez havde de nu mere fremadrettede outsideres bedste muligheder i de første 45 minutter, men afslutningerne fra henholdsvis 23 og 5 meter manglede den afgørende skarphed.

Det ændrede sig efter pausen.

Bedste aktør ved VM-turneringen for fire år siden, nu 34-årige Diego Forlan, forsøgte sig i 1. halvleg sidste minut med en smart følt afslutning, der var lige ved at give bonus. Målmand Keylor Navas viste i situationen, at det ikke er tilfældigt, han er førstemålmand for Levante i den bedste spanske række.

Anden Bolaños-bold gav bonus

Efter pausen truede matchen med at udvikle sig til en noget søvndyssende forestilling, men intensiteten kom tilbage, da Oscar Duarte misbrugte en enorm hovedstødsmulighed i en situation, hvor Atletico Madrid-stjernen Diego Godin ikke så alt for skarp ud.

Det var et vink med en vognstang om, at costaricanerne under ingen omstændigheder ville give sig.

FCK tjener en halv million kroner på VM

Christian Bolaños, der snart er fortid i FCK - de er forlængst blevet enige om at stoppe samarbejdet per 30. juni - iscenesatte med en fiks hælaflevering det angreb, der førte til Joel Campbells udligning i 54. minut, da han udplacerede Fernando Muslera med en sikker afslutning.

Knockout

Christian Bolaños var også arkitekten bag den sensationelle 2-1-scoring fra Oscar Duarte tre minutter senere. En nærmest tro kopi af chancen tidligt i 2. halvleg med et Bolaños-frispark og Duartes dykkende afslutning med hovedet udløste en overraskende føring, der gjorde uruguayanerne groggy, inden knockouten indtraf.

Keylor Navas i Costa Rica-målet viste igen klassen, da Cavani blev nærgående i 70. minut, mens publikum i spænding ventede på, om Uruguay ville satse og sende den for tre uger siden knæopererede Luis Suarez på banen i et sidste desperat forsøg på at få point.

Luis Suarez måtte med skuffet mine se til fra bænken, da Marco Urena på Joel Campbells fremragende oplæg afgjorde endegyldigt i 85. minut. Hvis Uruguay skal videre fra den vanskelige gruppe, så skal Liverpool-angriberen i spil allerede mod England om fem dage, for hverken Cavani eller Forlan viste den klasse, der gjorde sydamerikanerne til titelkandidater for fire år siden.

Kampen sluttede uværdigt, da Maximiliano Pereira begik en svinestreg mod Campbell ved at sparke kampens oplevelse hårdt over skinnebenet, hvilket dommeren takserede til klokkeklart rødt kort.

Bo Moshage

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her