Miroslav Klose overhalede sin legendariske landsmand Gerd Müller og indhentede Brasiliens tidligere målkonge Ronaldo, da han kom ind og sørgede for udligningen til slutresultatet 2-2 i Tysklands opgør mod Ghana.
Den 36-årige Lazio-angriber er nu noteret for 15 mål ligesom Ronaldo i VM-slutrundesammenhæng, ét flere end Gerd Müller.
Klose tangerer Ronaldos VM-rekordMen Miroslav Klose havde svært ved at glæde sig meget over sin personlige succes på en aften, hvor de tyske favoritter blev udfordret voldsomt af et tændt ghanesisk mandskab sprængfyldt med energi og kræfter.
Uafgjort i et opgør, der blev en forrygende forestilling i de sidste 45 minutter, føltes nok som lille nederlag for Tyskland og en lille sejr for afrikanerne, der blev slået af USA i deres første kamp.
Fakta
Stærke, robuste og hurtige Ghana
Ghana var fra start en langt mere disciplineret og stærkere organiseret modstander end portugiserne, som Tyskland så nemt slog 4-0 og spillede 11 mod 10 i over en time, efter at den portugisiske stopper Pepe var udvist.
Afrikanerne så fysisk stærke ud, robuste og hurtige. Forsvaret omkring den hurtige, placeringskloge og forudseende John Boye dækkede godt op, og i offensiven havde Ghana bedre angrebsbacker end Tyskland.
Jerome Boateng i højre og Benedikt Höwedes i venstre side er jo to midtstoppere, der i mangel af bedre er placeret som yderforsvarere. De skal først og fremmest forsvare og holder sig meget tilbage, og deres spidskompetencer ligger ikke i at komme hurtigt fremad til indlæg.
Müller blev pakket ind
Det tyske angrebsspil var baseret på mange placeringsskift helt fremme, hvor Mesut Özil og Mario Götze skulle skabe chancer fra fløjene og sætte topscorer Thomas Müller i scene med pasninger ind i feltet.
Bayern-angriberen løb, som sædvanligt, energisk for at komme i gode positioner, men ghaneserne passede godt på ham, og det tyske spil før pausen manglede overraskelser og topfart midt op ad banen.
Målmand Manuel Neuer blev testet af langskud fra den smarte, vævre Christian Atzu og Sulley Muntari, men det tyske forsvar var ellers påpasseligt og solidt. Den høje Per Mertesacker var suveræn i luften og i duellerne ved græsset – bortset fra en enkelt gang, hvor han manglede fart i fødderne i en løbeduel, da han var lokket lidt ud i siden.
Tysk føring blev hurtigt udlignet
De første 45 minutter var en tæt og hård kamp om herredømmet på midtbanen og om at få skabt en afgørende åbning til den helt store chance, som ingen af holdene formåede.
Men da Thomas Müller trak ned i banen, modtog bolden og lagde den ind i feltet, hvor Mario Götze havde overtaget positionen som den dybe angriber, kom Tysklands første store scoringsmulighed kort efter pausen, og den udnyttede Götze ved at skubbe bolden i mål med knæet til 1-0.
Men der manglede sædvanlig saft og kraft i det tyske spil, og det mærkede ghaneserne.
De spillede bolden hurtigt fremad, brugte banens bredde godt, og lynhurtigt blev den tyske føring udligning på et godt hovedstødsmål af Andre Ayew på indlæg fra den energiske og angrebsglade back Harrison Afful.
Sluttede i åben slagudveksling
Scoringen fik spillerne på banen og Ghana-fansene på tribunerne til at danse af glæde, og holdet løftede sig i selvtillid og styrke.
Tyskerne virkede en periode nervøse og lidt rådvilde, og det var et frygteligt boldtab, som den ellers så pålidelige og sikre anfører Philipp Lahm, som førte til Ghanes 2-1-mål. Asamoah Gyan kom helt fri og sparkede bolden i kassen uden chancer for Neuer.
Nu var det en åben slagudveksling, en kamp med chancer i begge ender, med tempo og spænding. Tyskerne blevet meget bedre. Bastian Schweinsteiger og Miroslav Klose var kommet på banen, og Klose stak sin målnæse frem tæt under mål, da Höwedes forlængede en hjørnesparksbold, og udlignede til 2-2.
Begge hold gik efter sejren i en hæsblæsende slutfase med gode afslutninger, og både Thomas Müller og Miroslav Klose var meget tæt på at lave et tysk sejrsmål.
fortsæt med at læse




























