Der er atter jubel, glædesdans og kanonslag i favelaen Cantagalo i Copacabana, da Brailiens store stjerne, Neymar, sender VM-værtslandet videre til ottendedelsfinalen ved VM.
På 'Bar da Virada' serverer en glad barejer gratis grillmad, »churrasco«, til alle gæster. Sågar det pacificerende politi, iklædt maskingeværer, knipler og skudsikre veste, får en ordentlig portion svinekød, som de tager stift imod og sultent hugger i sig.
Fodboldsejren får for et kort øjeblik beboerne til at glemme fjendskabet til det forhadte politikorps, som i april dræbte to unge mænd i Cantagalo.
Flere end 30 dræbte under VM
For mens Brasilien dribler sig videre i slutrunden, spidser kampen mellem favelaerne og politiet til i Rio de Janeiro.
Hver uge meldes der om drab på unge, som bliver skudt af det pacificerende politi – også i forbindelse med statens kamp for at eliminere narkokartellernes magt i slumkvartererne.
VM i favelaen: 30-årige Pittbull vil hellere se det hele gå op i flammerUnder VM er mere end 30 beboere i Rio’s favelaer blevet dræbt af politiet. Størstedelen af de dræbte er unge drenge.
Alternative medier som Jornal a Nova Democracia og Agência de Noticias das Favelas rapporterer om drabene, som også får stor opmærksomhed på de sociale medier.
Dræbte bliver ikke registreret
De dræbte bliver derimod ofte ikke registreret i offentlige statistikker, da politiet enten undlader at indrapportere dem eller blot registrerer dem som selvforsvar.
I går blev to unge mænd, Gabriel Ferreira og Lucas Lima, skudt i Complexo do Alemão, et par dage forinden blev 25-årige Afonso Maurício Linhares skudt i Manguinhos, og på dagen for VM’s åbningskamp blev den 13-årige Lucas Canuto ved et tilfælde skudt af det pacificerende politi i den kendte favela Cidade de Deus (Guds by).
Hans drøm var at blive fodboldspiller.
»Statsstøttede mord«
Det er den slags tilfælde og drab, som nu får folk fra favelaerne til at demonstrere mod pacificeringen af favelaerne. For de dræbte unge er ikke bare enkelttilfælde.
Politiken i Brasilien: Fodboldforbund ses som ny kolonisator»De indgår i den lange række af statsstøttede mord på favelaens børn«, siger 43-årige Daize Carvalho.
Bare en time før Brasiliens afgørende kamp mod Cameroun samler hundredvis af demonstranter sig blandt alverdens måbende fodboldturister på Copacabana.
Søn er blevet skudt af politiet
Med protestskilte og råb som »UPP er diktatur« og »Politiet dræber os fattige hver dag«, retter demonstrationen sig mod det pacificerende politi og militærpolitiets fremfærd:
»Vi vil fortælle til alle verdens kontinenter, at vi er ikke imod VM. Vi er imod, at vores uskyldige børn bliver dræbt på grund af VM. Vi har fået nok af denne nedslagtning. Vi lever ikke i fred i Brasilien. Vi er i krig«, råber Daize Carvalho i en megafon foran de mange demonstranter og turister.
Politiken i Brasilien: »Vi går på stadion for at heppe på socialismen«Hendes 17-årige søn Andreu blev i 2008 tortureret og skudt af politiet, fordi de fejlagtigt mistænkte ham for at være en narkohandler. Hun er én arrangørerne af demonstrationen, som hun håber, turisterne lægger mærke til:
»Vi vil ikke længere være alene med den smerte, vi oplever. Det er vores børn, som ikke får lov til at vokse op, fordi politiet dræber dem«, siger hun med tårer i øjnene og fortæller, at narkobanderne ikke undertrykker beboerne i favelaerne i samme grad som politiet.
Mistænkt for at sælge narko
Fire små drenge bærer på en kiste lavet af pap med blodrøde håndaftryk på:
»Det er for de uskyldige børn, som er blevet dræbt af UPP«, fortæller én af dem.
En anden, som næsten mistede sin søn til politiet, er 48-årige Fernando Rodrigues.
Velkommen til Brasilien - det passer bare ikke så godt, I kommer lige nuHans 21-årige søn Felipe blev i maj måned skudt i maven to gange:
»Kloakrotte, dø«, sagde de, mens de skød, fortæller den ophidsede far. Politiet mistænkte fejlagtigt Felipe for at være kriminel og i besiddelse af narko:
»Staten ser altid os fattige fra favelaen som narkosælgere. Vi er narkohandlere alle sammen. Det pacificerende politi kalder os for kloakrotter i min favela. Det er det, vi er for dem. Det skal slutte nu«, råber Fernando Rodrigues vredt og hæver et billede af sin søn Felipe, der overlevede skuddene, men som stadigvæk her en måned efter ligger på hospitalet.
Et militærdiktatur
Hundredvis af forældre går rundt med billeder af deres dræbte børn.
Navne som Douglas Rafael, Amarildo, Claudia, Lucas Canuto og mange andre bliver råbt op for at mindes de døde.
For alle de fremmødte demonstranter er der ingen tvivl: UPP er et nyt militærdiktatur i Rios slumkvarterer, som undertrykker og dræber mange fattige, uden at de har mulighed for at forsvare sig.
Politiken har ikke kunnet få en kommentar fra Rio’s politimyndigheder til oplysningerne i denne artikel.
fortsæt med at læse




























