Fodboldredaktøren: Beckenbauer må være stolt, verdensmesterskabet venter på Tyskland

OVERLEGNE. Tyskland var klasser bedre end Brasilien i VM-semifinalen i Belo Horizonte.
OVERLEGNE. Tyskland var klasser bedre end Brasilien i VM-semifinalen i Belo Horizonte.
Lyt til artiklen

Tyskland er ikke verdensmester endnu, og et europæisk hold har stadig aldrig vundet VM-titlen i Sydamerika.

Der er store chancer for, at det sker på søndag. For uanset, om tyskerne skal møde Holland eller Argentina i Rio de Janeiro, vil de være favoritter i deres ottende finale, så mange har ingen andre spillet, efter den gigantiske semifinalesejr på 7-1 over Brasilien.

7-1. Ufatteligt, uvirkeligt, var det rigtigt? – og en af de største succeser for Fodboldtyskland, som skal følges op af erobringen af VM-trofæet, for at gigantsejren ’kan bruges til noget’.

En triumf for landstræner Joachim Löw, der kan gøre Tyskland til verdens bedste for fjerde gang. Sepp Herberger gjorde det i 1954, Helmut Schön i 1974 og Franz Beckenbauer i 1990.

Brasilien blev skilt ad

Man troede ikke sine egne øjne, da tyskerne skilte hjemmeholdet helt ad i den forrygende første halvleg, der chokerede hele fodboldverdenen og fik Brasilien til at græde.

KAMPREFERAT:

Gigantisk ydmygelse: Tyskland river Brasilien fuldstændig fra hinanden

Et superkoncentreret, vildt effektivt og også lidt heldigt tysk hold straffede så konsekvent, og præcist, som sjældent set, et forsvar, der i mange situationer var ikke eksisterende.

Det var en magtdemonstration uden lige.

Skam over nationaltrøjen

Brasilien taber næsten aldrig en turneringskamp på hjemmebane, og i aftes led de det største nederlag i slutrundesammenhæng i VM.

Spillerne bragte skam over den brasilianske trøje, og det store, fodboldglade land fik en chokoplevelse, der for altid vil blive husket. Og i fodboldhistoriebøgerne vil denne semifinale være et sort kapitel, som brasilianerne helst ville kunne flytte over i glemmebogen.

Mange tilskuere forlod grædende eller hovedrystende Estadio Mineirao i Belo Horizonte i pausen. På banen i de første grufulde 45 minutter for værterne så det ud, som om flere af spillerne allerede var forsvundet.

Ufatteligt fejlbefængt forsvarsspil

Efter en ellers optimistisk, aggressiv og tempofyldt start, hvor der blev skabt en god chance, demonstrerede brasilianerne så fejlbefængt forsvarsspil i opdækning og opbakning, at det var ufatteligt.

Midt på banen løb brasilianerne rundt som lilleputspillere, der hverken gjorde modstand, hjalp hinanden eller viste den vilje og gejst, de havde lovet at stille op med. Brasiliens hold blev splittet til atomer.

En forfærdelig ydmygelse, der vil forfølge dem meget længe.

Thiago Silva var det største tab

Efter Thomas Müllers 1-0-mål kunne man se, at det var et større tab for Brasilien at skulle undvære anfører Thiago Silva end den offensive stjerne Neymar, der så ulykkeligt blev sat ud af spillet efter et colombiansk bagholdsoverfald.

Thiago Silva har været den rolige og kloge styrmand i den bageste kæde. Han har kunnet lede og fordele arbejdet og trække i trådene, så der har været sammenhæng mellem forsvaret og midtbanefolkene.

Mod tyskerne ville den nye anfører David Luiz først og fremmest spille stærk mand i stedet for at spille ordentligt, og Thiago Silvas afløser, Bayern-stopperen Dante placerede sig som en nybegynder, optrådte mere og mere forvirret og syntes overrasket over, hvor han befandt sig.

Mange af brasilianerne så groggy ud, og så raslede målene ind hos Julio Cesar, der blev svigtet af medspillerne. De havde ingen Neymar at give bolden til, og det var også en katastrofe.

Rekordmål af Klose

36-årige Miroslav Klose kunne nemt lave sit 16. slutrundemål og overhale brasilianeren Ronaldo som rekordholder, den storspillende Toni Kroos fik plads til at vise sin fine sparketeknik til at par scoringer, og det var vanvittigt let for tyskerne at komme til chancer.

Klose snupper den helt store VM-rekord fra fænomenet

Det var lige før, at man havde medlidenhed med brasilianerne og træner Felipe Luiz Scolari. Hvis ikke Scolari havde så stort et navn og er så respekteret i Brasilien, som han er, bl.a. fordi han blev VM-vinder med Brasilien i 2002 – da det blev 2-0 over Tyskland i finalen – ville han være i fare for at blive fyret inden lørdagens kamp om tredjepladsen.

Den er altid ret uinteressant – ligesom anden halvleg var det i Belo Horizonte. Aldrig i VM-historien har de sidste 45 minutter i en semifinale været så ’ligegyldig’, fordi der var så voldsom klasseforskel før pausen, og det kun handlede om sejrens størrelse, og om Brasilien kunne få lov at lave et trøstmål.

Afslutningsspil i mesterklasse

Joachim Löw er på sin karrieres tinde. Han var med til at forme holdet, udtænke filosofien og en ny, modig spillestil, da han som assistent var taktisk ’bagmand’ for Jürgen Klinsmann i årene op til VM i 2006.

Löw har som landstræner ført tyskerne til semifinaler hver gang i EM- og VM-slutrunderne, og i aftes leverede hans hold det bedste i hans tid som chef.

Hurtigt spil fremad banen, mange folk i løb i dybden, bevægelse og dynamik og afslutningsspil i mesterklasse.

Verdensmesterskabet venter

Intet lykkedes for taberne – der skabte en række chancer, men i alle tilfælde undtaget ét, blev bremset ved Neuer-muren (verdens bedste målmand) i det tyske bur. Alt lykkedes for vinderne, der viste vilje og var i kontrol, udstrålede styrke og en mentalitet, som førte dem fremad, fremad mod flere mål.

De tog ikke hensyn til, og det skulle det jo heller ikke, at brasilianerne løb rundt som boksere, der er tæt ved at blive knockoutet i ringen.

FOTO:

Det tyske hold er velorganiseret, spillerne kender deres roller, og det er et kollektiv, der er fysisk forberedt perfekt, taktisk uddannet og udviklet, som ingen andre. Og der er klassespillere på stort set alle pladser.

Tysklands største fodboldnavn, Franz Beckenbauer må være så stolt. Hans ven Pele græmmer sig og fælder sikkert en tåre eller to. De brasilianske spillere ville helst kunne gemme sig langt væk. Tyskerne gør sig klar til at blive verdensmestre.

Søren Olsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her