Dommerfejl kickstartede den argentinske målmaskine

MÅLHELT. Carlos Tevez blev dobbeltmålscorer for Argentina i kampen mod Mexico.
MÅLHELT. Carlos Tevez blev dobbeltmålscorer for Argentina i kampen mod Mexico.
Lyt til artiklen

Argentina og Tyskland mødes i en af kvartfinalerne i VM-slutrunden.

Det blev klart på en søndag i Sydafrika, da dommerne og linjedommerne var i uheldige hovedroller.

Argentinerne blev hjulpet på vej til en 3-1-sejr over Mexico af en scoring, som ikke burde være godkendt på Soccer City, hvor Diego Maradona igen fik lejlighed til at springe rundt nede ved sidelinjen og juble og kysse og kramme sine spillere.

DOKUMENTATION Argentina-Mexico minut for minut

Mexicanerne var bedre organiseret fra starten mod et argentinsk hold, der ikke havde linje og rytme i spillet. Med anfører Rafael Marquez i en styrende funktion på den centrale midtbane byggede Mexico spillet omhyggeligt og godt op, mens argentinerne i en lang indledende fase famlede sig fremad i boldbesiddelse.

Carlos Salcido, den offensive venstre back, fyrede et langskud af, som ramte overliggeren hos Argentina-målmanden Sergio Romero.

Og Mexico, der passede rigtig godt på Lionel Messi og var hurtigt over ham, når han fik bolden, havde et par andre nærgående afslutninger, inden argentinerne fik mere facon over tingene.

STJERNEBAROMETRET

Men der skulle et offside-mål til at sætte dem rigtigt i gang.

Linjedommeren var ikke vågen, da Lionel Messi skubbede bolden ind tæt under mål til Carlos Tevez, og fangede ikke, at Tevez var i offside-position.

Mexicanerne var rasende og nærmest overfaldt linjedommeren og forsøgte at få den italienske dommer Roberto Rosetti til at annullere scoringen. Forgæves.

Og da midterforsvareren Ricardo Rosorio i en upresset situation tabte bolden til Gonzalo Higuain, sagde Real Madrid-angriberen mange tak for foræringen ved at drible uden om målmanden og triller 2-0-bolden over stregen.

Stjerneskud scorede trøstemål

Mexicanerne mistede gejsten og det overskud, de havde i starten til at være styrende i kampen, der blev endeligt afgjort hurtigt efter pausen. Carlos Tevez lavede et kanonmål til 3-0 med et formidabelt langskud op i den ene trekant.

Derefter fladede kampen ud og blev uinteressant. Argentinerne skulle og ville ikke ret meget mere, og mexicanerne manglede troen på, at de kunne gøre noget, som kunne bringe den sikre favoritsejr i fare.

Da Javier Hernandez udnyttede en blottelse i Argentina-forsvaret og sparkede reduceringsmålet ind, satsede Mexico endnu mere offensivt og flyttede forsvarskæden meget højt op.

Det gav muligheder for Argentina til at komme af sted i hurtige omstillinger, men på en aften, da Lionel Messi ikke var helt på toppen, fik Diego Maradonas mandskab ikke foldet sig rigtigt ud – og det var altså heller ikke nødvendigt.

Søren Olsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her