Det kan godt være, at Brasilien ikke ligefrem spiller charmerende, berusende sambafodbold, så folk på tribunerne hviner og klapper taktfast af begejstring hele tiden.
Men brasilianerne er brølende stærke i forsvaret, effektive i kontraspillet, og de understregede igen i 3-0-sejren over Chile i ottendedelsfinalen, at de kan gå hele vejen og vinde verdensmesterskabet for sjette gang.
Der var reelt klasseforskel, da Carlos Dungas tropper gjorde det af med chilenerne, der har fået mange fans og beundrere efter deres optrædener i slutrunden. Bl.a. det hollandske orakel Johan Cruyff, som i Chile ser et hold, der praktiserer den hollandske totalfodbold fra Cruyffs storhedstid i 1970’erne på en fin måde.
LÆS OGSÅ Cruyff: Chile overstråler Holland
Men Chile havde bogstaveligt talt ikke en chance mod Brasilien, som vil være favorit i alle de kommende kampe. Og den næste er kvartfinalen mod Holland på fredag i Port Elizabeth.
Træner Marcelo Bielsas løbevillige, offensivt indstillede og teknisk dygtige chilenere styrede kampen i begyndelsen med kvikt positionsspil. Chiles specielle 3-1-3-3-formation – hvor de forreste ofte byttede pladser, og angriberne blev støttet bagfra med fremløb på kanterne – forvirrede i nogen grad brasilianerne.
Kaka blev skygget
Carlos Carmona lå tæt på Kaka og fulgte ham, når den brasilianske 10’er kom langt frem. Da Kaka begyndte at flytte sig ud i siderne, og Carmona ikke fulgte med hver gang, fik Brasilien bedre fat om spillet med bolden, og bagude lukkede firebackkæden totalt af.
STJERNEBAROMETRET
Lucio og Juan, de to effektivt tacklende og luftstærke midtstoppere, tillod før pausen ikke chilenerne at komme til regulære farlige afslutninger. Brasilianerne var fysisk stærkere og lurede på at kunne slå kontra med direkte spil, når modstanderne havde mange folk fremme, og Chiles forsvar var uorganiseret.
Brasilien skaffede sig mange hjørnespark – og på et af dem kom 1-0-føringen. Juan sprang højeste i en klump af med- og modspillere og hadede med stor kraft bolden ind under overliggeren.
Chile straffet
Få minutter senere blev chilenerne straffet, fordi opdækningen var tynd, og her så man brasiliansk klassespil, hvor de forreste tænkte og handlede lynhurtigt. Robinho spillede fra venstre side ind til Kaka, som med det samme skubbede bolden ind i feltet til Luis Fabiano, der trak uden om målmand Claudio Bravo og øgede til 2-0.
DOKUMENTATION
Det var en umulig opgave for chilenerne – et sympatisk, forfriskende bekendtskab på fodboldens verdensscene – at komme tilbage i kampen.
Brasilianer-træner Dunga, anfører på holdet som i 1994 vandt VM i USA, har skabt et utroligt stærkt kollektiv, som bygger på et stærkt forsvars-fundament, der ikke er til at bryde ned. I hvert fald ikke med de midler, Chile havde.
Brasilianerne lukkede af og var farlige i omstillingerne og kom på skudhold og til gode scoringsmuligheder mange gange, mens modstanderne måtte slide og slide for at holde fast i bolden og stadig i anden halvleg uden at true Julio Cesar i Brasiliens mål for alvor.
Sidste scoring sagde det hele
3-0-scoringen var en opvisning i effektivt spil, da Gilberto Silva førte bolden frem og lagde den for fødderne af Robinho, som med fornemt overblik, præcision og koldblodighed lagde den til målet, som definitivt afgjorde det hele.
På de brasilianske tribuneafsnit blev der danset samba til sidst, mens de chilenske fans pakkede fanerne sammen og måtte indse, at deres hold havde mødt en stormagt, som alle i VM-slutrunden vil få svært ved at ryste og besejre.
fortsæt med at læse




























