Der kunne umiddelbart tegne sig et forhåndsbillede af en relativt perifer begivenhed, når fodboldinteresserede tanker falder på den tidlige torsdag morgens kamp på University of Phoenix Stadium i Phoenix mellem det danske og det mexicanske ligalandshold. Skulle det være tilfældet, er der imidlertid god grund til at viske den mentale tavle rent. Der venter nemlig superligaspillerne på amerikansk rejse med Morten Olsen & Co. en oplevelse og en udfordring af de helt ekstraordinære. Kampen bliver spillet på det gigantiske stadion, der er hjemmebane for Arizona Cardinals i NFL, den amerikanske version af fodbold. Den imponerende dome kan rumme op til 72.200 tilskuere – og med kun et par hundrede kilometers afstand til den mexicanske grænse er der så indlysende massiv lokal interesse for kampen, at forventningerne går i retning af, at 50.000 af pladserne bliver besat af entusiastiske tilhængere.
Ligalandsholdet i USA: En lukket klub med plads til sprækker »Og det er altså ikke 50.000 danskere, så det bliver en vild udebanekamp med modstand fra tilskuerne foruden de 11 mexicanere på banen. Det bliver en fed oplevelse«, forudser Dennis Rommedahl, der debuterer som ligalandsholdsspiller på træningsturen til Arizona, men til gengæld har prøvet meget mere end alle andre i den rød-hvide dragt. »Det er ikke lige en oplevelse, man regner med som ligalandsholdsspiller. Jeg tror da ikke, at halvdelen af holdet her har prøvet at spille for så mange før«, siger den 34-årige Brøndbyspiller.




























