I aften er det alt eller intet, når de sidste VM-deltagere fra Europa og Afrika bliver fundet. I den europæiske del af kvalifikationsspillet skal det svenske landshold forsøge at udnytte hjemmebanefordelen, når Portugal og Cristiano Ronaldo skal forsvare 1-0 føringen fra det første opgør, der blev spillet i fredags.
Sverige startede kampen på fornem vis, og opgøret var helt lige i første halvleg. Efter pausen satte portugiserne sig tungt på begivenhederne, hvilket i det 82. minut kastede opgørets eneste scoring af sig. I en kamp, hvor ingen ting så ud til at lykkes for Ronaldo, viste han sin verdensklasse ved med hovedet først at kaste sig ind i et indlæg fra Miguel Velosos venstreben, som et splitsekund efter passerede Andreas Isaksson i det svenske mål.




























