I denne uge har otte formel 1-hold været samlet på en racerbane lidt uden for den spanske by Jerez de la Frontera. I skinnende nye biler er materiellet til den kommende sæson blevet testet for første gang. Stjerner som Fernando Alonso og Sebastian Vettel har vist sig frem i deres nye køredragter – henholdsvis McLarens og Ferraris – og den forsvarende verdensmester, Lewis Hamilton, har brugt noget af tiden under de milde himmelstrøg i Andalusien til at forhandle ny kontrakt med Mercedes.
Ifølge The Telegraph går Hamilton efter en treårig kontraktforlængelse med den tyske bilgigant til en værdi af 600 millioner kroner, og beløbet understreger bare, hvad de fleste nok tænker om motorsportens fineste klasse: Her flyder de store penge i rigelige mængder.


























