Selv om den dobbelte formel 1-verdensmester Fernando Alonso ifølge den lægelige sagkundskab er fuldstændig rask efter sit uheld på Circuit de Catalunya 22. februar, kommer spanieren ikke til start ved sæsonpremieren i motorsportens fineste klasse 15. marts i Australien. Alonsos egne læger har nemlig frarådet ham at stille op, fordi det kan få fatale konsekvenser, hvis han pådrager sig en ny hjernerystelse så kort tid efter den seneste.
Med Alonsos afbud bliver det derfor Kevin Magnussen, som et år efter sin sensationelle debut i formel 1 atter sætter sig i McLaren-raceren og sammen med sin holdkammerat fra i fjor, briten Jenson Button, skal tage kampen op med Mercedes, Red Bull, Ferrari og de andre hold.




























