Lewis Hamilton ved, hvad der skal til for at blive verdensmester i formel 1, for han har to gange tidligere vundet motorsportens fornemste trofæ. Men alligevel vil følelsen være en anden end i 2008 og 2014, hvis han i dag for tredje gang kan betræde det øverste trin på podiet og blive kronet som klodens bedste i sin klasse. For hvor briten måtte bide negle helt frem til afslutningen på sæsonens sidste løb de to første gange, han vandt titlen, kan den 30-årige Mercedes-kører i dag vinde VM i årets fjerdesidste løb.
Ni grandprixer har Lewis Hamilton indtil videre vundet i denne sæson, og hvis han noterer sig for årets 10. sejr i Austin, Texas, samtidig med, at Ferrari-køreren Sebastian Vettel højst kører ind på tredjepladsen, er briten verdensmester og rykker dermed op på siden af legenderne Niki Lauda, Jack Brabham, Nelson Piquet, Jackie Stewart og Ayrton Senna, som alle har præsteret det gyldne hattrick.




























