Situationen kunne næppe være mere følelsesladet for de millioner af motorsportsfans verden over, der har kastet deres kærlighed på det navnkundige italienske formel 1-mandskab Scuderia Ferrari. Da klokken var præcis 8.10 tirsdag morgen, rullede en rød racer med det berømte sorte stejlende hingst-logo ud af garagen på Sakhir-banen i Bahrain, og bag rattet sad efter 12 år og 4 måneders pause atter en Schumacher.
Inde bag hjelmen denne morgenstund i kongedømmet på Den Arabiske Halvø gemte den 20-årige Mick Schumacher sig nemlig, og han alene var årsagen til mange emotioner og en usædvanlig stor bevågenhed om to dages testkørsler i motorsportens fuldblodsklasse.


























