Charles Leclerc lykkedes lige netop med at holde Lewis Hamilton bag sig ved det belgiske grandprix, hvor Kevin Magnussen sluttede uden point.

Ung Ferrari-kører tager sin første sejr og dedikerer gevinsten til død kammerat

Foto: Kenzo Tribouillard/Ritzau Scanpix
Foto: Kenzo Tribouillard/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

For to måneder siden ved det østrigske grandprix var den unge monegasker Charles Leclerc (Ferrari) på vej mod karrierens første formel 1-sejr, men han blev hentet på tredjesidste omgang af Red Bull-køreren Max Verstappen.

Søndag fik den talentfulde 21-årige så omsider en sejr.

På Spa-banen i Belgien åd Lewis Hamilton (Mercedes) ellers godt af monegaskerens forspring på de sidste fem omgange, men Leclercs bil holdt til mål med 0,9 sekund.

»Jeg er stolt, men det er samtidigt svært at nyde en sejr i den her weekend«, siger Charles Leclerc med henvisning til landsmanden og kammeraten Antoine Huberts død i et formel 2-løb på Spa lørdag.

»Jeg dedikerer denne sejr til min ven«, siger Leclerc.

Kevin Magnussen (Haas) startede som nummer 8, men skuffede og blev nummer 12.

Umiddelbart efter at Leclerc kørte over målstregen, var der usikkerhed om Magnussens slutplacering, fordi McLarens Lando Norris kørte af banen på sidste omgang.



Bo Moshage

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her