Ferrari meldte fra, da det allerførste formel 1-grandprix i den nystiftede VM-serie blev kørt 13. maj 1950 på den britiske bane Silverstone, men allerede ugen efter holdt tre af de røde racere klar på målstregen i Monaco og den ene kørt af Alberto Ascari erobrede andenpladsen. Året efter vandt en Ferrari for første gang et formel 1-grandprix - den første af foreløbig 238 sejre.
Ferrari er ganske enkelt formel 1-historiens mest succesrige konstruktør, selv om de senere år har været knap så gode ved det traditionsrige italienske scuderia med den stolte, stejlende hingst på kølerhjelmen. Gang på gang er Ferrari i de seneste knap seks år blevet ydmyget af ærkerivalen Mercedes, men med tre sejre og tre polepositioner på stribe efter sommerpausen er formel 1-feberen igen for opadgående i det sportsglade Italien.


























