I forhold til de etablerede stjernenavne som Thomas Bjørn, Søren Hansen og Søren Kjeldsen er Mark Haastrup stadig en opkomling, men ikke desto mindre er European Tour-debutanten bedste dansker efter første runde af Malaysian Open.
Mark Haastrup er på en delt femteplads efter en runde i fem under par, og dermed fik den 25-årige dansker bekræftet den fornemmelse, han har fået i dagene op til turneringen i Kuala Lumpur, hvor den kvælende varme ellers har været et dominerende tema for en førstegangsdeltager som Mark Haastrup.




























