Med en imponerende afslutning, selv efter hans standarder, sikrede Tiger Woods sig søndag sejren i PGA-turneringen Memorial Tournament i Dublin, Ohio. Dermed når Woods op på siden af legenden Jack Nicklaus med 73 sejre på PGA-touren.
Tiger Woods lavede tre birdies på de sidste fire huller. Den ene birdie kom på 16. hul efter et vanvittigt indspil. Fra 15 meter sendte Woods bolden direkte i hullet og viste dermed glimt af tidligere tiders storhed. Han sluttede turneringen i ni slag under par.




























