Vinden begyndte at ruske i trætoppe og bukseben, da Thomas Bjørn afsluttede sin anden runde på Royal Melbourne, men den sammenbidte sejrsmine blev siddende på den 42-årige danske golfspiller.
Gang på gang trillede en koncentreret Thomas Bjørn bolden i hul fra to, tre og fire meter på de lynhurtige greens, og efter en runde i 68 slag havde han rystet amerikaneren Kevin Streelman af sig og puttet sig til føringen i World Cup.




























