Det svinger usædvanligt godt for dansk golf. I går vandt 24-årige Thorbjørn Olesen turneringen Perth International og blev dermed den tredje danske sejrherre på Europa Touren i denne sæson – også Thomas Bjørn og Morten Ørum Madsen har sejret.
»Det ser meget fornuftigt ud. Helt i toppen har vi den mangeårige spydspids, Thomas Bjørn, men efter ham har vi også en sjældent god bredde i eliten, bl.a. med Thorbjørn Olesen og Morten Ørum Madsen. Vi har i hvert fald en håndfuld spillere, der nok kan gøre sig på det her niveau over de næste 10 år«, siger Claus Mølholm, eliteansvarlig i Dansk Golf Union (DGU).




























