Søndag fejrede 25-årige Rory McIlroy i Dubai endnu en sejr i en forrygende periode af karrieren, men allerede tirsdag var jubel skiftet ud med mere alvorlige miner, for her startede en retssag ved den irske højesteret i Dublin, som golfspilleren har anlagt mod sit tidligere managementfirma. En sag, der vil blive fulgt meget nøje især i Irland og Storbritannien, og som muligvis kan få følger for lignende sager.
McIlroy hævder, at Horizon Sports Management i en periode krævede alt for store beløb for sine ydelser, og firmaet hævder modsat, at McIlroy skylder store beløb for ubetalte afregninger. Den omtalte periode falder sammen med sportsstjernens seneste sponsorkontrakt med Nike, der siges at have en værdi af mindst 650 mio. kr., hvilket har gjort ham til en verdens bedst betalte sportsnavne.




























