Den dobbelte The Open-vinder Ernie Els mener, at PGA Tourens top skal ud på grund af samarbejde med LIV Golf.

Golfstjerne beskylder PGA-top for skruppelløs enegang

Golfspilleren Ernie Els er stærkt utilfreds med sammensmeltningen mellem PGA og det saudi-baserede selskab LIV Golf. Foto: Raj Mehta/Ritzau Scanpix
Golfspilleren Ernie Els er stærkt utilfreds med sammensmeltningen mellem PGA og det saudi-baserede selskab LIV Golf. Foto: Raj Mehta/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den øverste ledelse på PGA Touren skal væk.

Sådan lyder det fra den tidligere verdensetter Ernie Els, der er stærkt utilfreds med forløbet omkring PGA Tourens samarbejde med den saudiarabisk finansierede turneringsserie LIV Golf.

Den 53-årige sydafrikaner kalder det noget rod, at spillerne på PGA Touren ikke blev taget med på råd, før PGA Tourens chef Jay Monahan i juni meddelte, at man havde stiftet et fælles selskab med LIV Golf.

»Hvis dette var sket i min storhedstid, så sad han (Jay Monahan, red.) der ikke længere. Slet ikke«.

»Bestyrelsen skal også skiftes ud«, siger Ernie Els.

Stærkt diskuteret samarbejde

Den tidligere majorvinder deltager i øjeblikket i The Open, som han vandt i både 2002 og 2012.

Selv om der nu er gået halvanden måned, siden PGA Touren og LIV Golf valgte at stifte et selskab sammen ovenpå flere måneders strid i golfsporten, så er sydafrikaneren ikke faldet til ro.

»Det er bare forkert - jeg er ked af at sige det«.

»Fortæl os, hvad I vil, og hvad I forhandler om. Lad være med at lave skruppelløse ting, fordi I er medlemmer af bestyrelsen. Tro ikke at i bare kan komme tilbage med en aftale, som vi alle bare sige ja til«, siger Els.

Flere golfspillere har tidligere været ude for at kritisere samarbejdet, der ud over LIV Golf også involverer den europæiske DP World Tour.

PGA Tourens chef Jay Monahan sygemeldte sig i juni, efter at aftalen var præsenteret. Monahan er blevet raskmeldt og begyndt at arbejde igen i begyndelsen af denne uge.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her