For de tyske spillere må der have været en oplevelse af deja-vu i løbet af de 60 minutter tirsdag aften i Herning, hvor Danmark endnu en gang leverede angrebsspil, som vel kun er blevet matchet få gange tidligere. En af de gange var sidste år i den olympiske finale, hvor de danske verdensmestre knuste netop Tyskland, og i Boxen godt fem måneder senere måtte en flok desillusionerede tyskere lægge ryg til et lignende stort nederlag.
40-30 vandt Danmark kampen i VM’s hovedrunde, og hvis de tyske landsholdsspillere var forvirrede, når de danske angreb rullede ned mod David Späth og Andreas Wolff, der på skift vogtede det tyske mål, er det forståeligt.




























