Danmarks håndboldkvinder skal i VM-kvartfinalen på onsdag møde Frankrigs verdensmestre. Det står klart efter fransk nederlag til Holland.

Danmark skal møde verdensmestrene i kvartfinalen

Foto: Robin van Lonkhuijsen/Ritzau Scanpix
Foto: Robin van Lonkhuijsen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Danmarks håndboldkvinder skal i VM-kvartfinalen på onsdag møde Frankrig, der er forsvarende verdensmestre efter triumfen i 2023. Det står klart efter mandagens gruppefinale i mellemrunden, hvor værten Holland slog Frankrig med 26-23.

Med sejren vinder Holland gruppen foran Frankrig på andenpladsen. På forhånd stod det klart, at Danmark som gruppevinder skulle møde toeren fra gruppe 3 i mellemrunden.

Holland sejrede efter at have ført i stort set alle 60 minutter. Bookmakerne regnede ellers før kampen Frankrig som forholdsvis klar favorit, men Holland fik den klart bedste start. Holland bragte sig foran med 7-3 og formåede at holde en komfortabel føring igennem det meste af første halvleg.

Hjemme i Rotterdam førte Holland med 14-10, men Frankrig satte en god slutspurt ind i halvlegen og reducerede til 13-14 før pausen.

Frankrig kom på 14-14 i anden halvleg, men Holland trak fra igen og førte flere gange med fem mål, og sejren kom aldrig i fare. Dermed har Holland vundet rub og stub i turneringen med seks sejre. Det samme har Danmark.

Søndag aften var danskerne for første gang presset, men efter at have været bagud med fem mål mod Ungarn undervejs i anden halvleg leverede Danmark et flot comeback og vandt med 28-27.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her