Toptræner kræver stærkere turnering

ændring. Stod det til Carsten Albrektsen var der kun 12 hold i mændenes bedste liga. Arkivfoto.
ændring. Stod det til Carsten Albrektsen var der kun 12 hold i mændenes bedste liga. Arkivfoto.
Lyt til artiklen

Carsten Albrektsen – cheftræner for det suveræne tophold i mændenes håndboldliga, Bjerringbro-Silkeborg – er ikke i tvivl: 14 hold i Jack & Jones Ligaen er to for mange. Og otte hold i slutspillet er det også.

Derfor har han en plan, der skal gøre ligaen stærkere, mere spændende og mere seværdig. Og som også skal gøre det attraktivt for ’trætte’ EM-spillere som Kasper Hvidt og Lars Jørgensen at fortsætte på landsholdet – nu da de er vendt tilbage til Danmark fra udlandet. »Min plan er ikke tænkt helt igennem, og den skal meget gerne danne grundlag for en debat. Men vi kan ikke fortsætte med 14 hold i ligaen. Det er der ikke nok kvalitetsspillere til, og heller ikke nok sponsorer og penge. Derfor skal vi lave turneringen om«, siger den succesrige cheftræner – som har diskuteret sin plan med assistenttræner Nikolaj Jacobsen og landstræner Ulrik Wilbek. 12 hold med 6 i slutspillet Carsten Albrektsen foreslår en liga med 12 hold – og et slutspil med seks hold. Vinderen af grundspillet skal belønnes med en plads i den europæiske EHF-turnering. Og den gevinst kan så ’glide’ videre nedad, såfremt grundspilsvinderen også vinder mesterskabet og kommer i Champions League. I slutspillet ønsker Albrektsen, at de to bedste hold går direkte i semifinalerne, de fire andre spiller kvartfinaler, bedst af tre kampe – og de to vindere kommer i semifinalerne. Og så skal vinderen af slutspillet præmieres ved retten til at vælge sin modstander i semifinalen, ganske som det sker i Sverige. »Nogle vil kalde mine strøtanker for elitær tænkning, og det er det også – for jeg ønsker eliten samlet i en eliteliga«, fastslår BSV-træneren. Indsnævring vil hæmme bredden En af disse ’nogle’ er Søren Hildebrand, cheftræner i Fredericia-klubben, FHK Elite. Han er betænkelig ved en nedskæring af ligaen. »Jeg synes, det er en spændende og nødvendig debat, for noget skal der gøres ved turneringsformen, som på flere punkter er uretfærdig. Men en reducering af antallet af hold fra 14 til 12 rummer en fare for, at de økonomiske ressourcer og de bedste spillere koncentreres i få klubber. Det vil gå ud over bredden i toppen af dansk håndbold, og det vil gøre det meget vanskeligt for oprykkerklubber at komme ind og begå sig blandt disse superklubber. Det kan vi se i fodbold«, lyder det fra Søren Hildebrand. Carsten Albrektsen mener imidlertid, at det er prisen, dansk håndbold må være indstillet på at betale, hvis man ønsker en stærkere og mere attraktiv liga. Hjælp til landsholdet BSV-træneren peger desuden på, at de færre kampe – som vil være konsekvensen af færre hold – skal udnyttes til at hjælpe landsholdet. »Nu er landsholdet havnet i en ny situation med kvalifikationskampe til de store slutrunder. Og ved at lave en ny ligastruktur kan der skabes nogle huller, der både giver landsholdet bedre forberedelsesmuligheder og de hjemlige landsholdsspillere mulighed for pause efter slutrunderne. Det skal vi tænke ind i en ny plan«, siger Carsten Albrektsen. Han betegner det som »helt absurd«, at spillere som målmanden Kasper Hvidt og forsvarsspilleren Lars Jørgensen er stoppet på landsholdet, fordi de ikke orker mere. Og det selv om de er i deres bedste håndboldalder, mener Albrektsen. »Nu er de kommet hjem til Danmark efter mange år i udlandet, og nu slipper de for lange, tidskrævende og belastende busrejser til kampene. Der burde jo være overskud til landsholdet. Og det overskud kan vi gøre endnu bedre med en ny turneringsstruktur«, siger cheftræneren i landets førende klub.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her