Det er kun godt, at Århus Håndbold højlydt protesterer over et dommerpar fra Aserbajdsjan.
Sådan lyder det fra Dansk Håndbold Forbund (DHF), efter at aarhusianerne i går indsendte en officiel klage over to kampledere, der i weekenden dømte den danske klubs udebaneopgør mod HC Zomimak fra Makedonien og ifølge træner Erik Veje Rasmussen »svindlede bevidst« for at »opnå et bestemt resultat på kampen«.
»Jeg er glad for, at Århus har taget initiativ til at få sagen belyst«, siger sportschef og landstræner Ulrik Wilbek, mens DHF-formand Per Bertelsen supplerer:
»Vi bakker Århus 100 procent op i at sende en klage over de forhold, de oplevede i Makedonien. Og vi er klar til at hjælpe dem med juridisk vejledning eller andet, hvis der er behov for det«.
Official fra skandalekamp har før gjort sig uheldigt bemærketKampen mellem Århus Håndbold og HC Zomimak fandt sted lørdag 30. november i den sydøstmakedonske by Strumica. Det var den sidste kvalifikationsrunde inden gruppespillet i EHF Cuppen, den næststørste europæiske turnering, og det danske hold havde vundet det første opgør på hjemmebane med tre mål. Altså skulle Århus ned at forsvare en pæn føring, men det viste sig hurtigt sig om en svær opgave, da dommerne fra Aserbajdsjan begyndte at »svindle«.
»I mine øjne snød dommerne bevidst. Der var tale om bevidste fejldomme, hvor vi var langt ude over det, man kan kalde skøn. Der var fuldstændig groteske situationer, hvor dommerne dømte noget helt andet, end reglerne tilsiger, for at opnå et bestemt resultat på kampen. Det var svindel«, siger Erik Veje Rasmussen.
Dommerne tillod makedonerne at slå aarhusianerne i hovedet og tackle hårdt i halsregionen, hvilket ifølge de gængse regler bør give rødt kort. I stedet dømte kamplederne typisk ingenting eller bare frikast. Det viser en video på YouTube, der allerede er set mere end 150.000 gange.
»Der var måske 20 voldelige overfald, og der skulle vel have været 10-12 røde kort. Det er dog væsentligt for mig at understrege, at vi ikke er sure på et hold, der spiller hårdt. Håndbold spilles jo på mange måder. Men det er absurd, når dommerne lader se til og snyder i så vigtig en kamp. Jeg mener, at man er forpligtet til at reagere på sådanne ting, og derfor har vi klaget til EHF«, siger Erik Veje Rasmussen, der dog ikke ønsker at tage ord som matchfixing eller bestikkelse i sin mund.
Makedonere svarer igen: Dommerne var fantastiske»Jeg har bevidst valgt ikke at kommentere motiverne bag svindelen, men vil blot konstatere, at dommerne snød bevidst«, siger han.
Også i DHF er de rystede over billederne fra kampen i Makedonien.
»Jeg har aldrig set sådanne tacklinger før, og spørgsmålet er, hvordan man som spiller overhovedet får sig selv til det. Det var jo livsfarligt. Det værste er næsten, at der sidder en slovakisk EHF-observatør og bare underskriver kamprapporten, som om intet særligt var hændt«, siger landstræner UlrikWilbek.
Wilbek er rasende over skandalekampOgså EHF’s dommerpåsætter har været under kritik, da han kommer fra Makedonien, ligesom HC Zomimak gør. I det europæiske forbund bekræfter de, at de i går modtog en officiel klage fra Århus Håndbold og nu vil behandle den.
»Forbundet vil se nærmere på sagen, bl.a. ved at analysere begge kampe mellem de to hold og bede om yderligere dokumentation eller materiale fra klubben. Når EHF har et komplet billede af situationen, kan det blive afgjort, om nogle af de involverede parter vil blive sanktioneret«, lyder det i en mail til Politiken.
Tillid til EHF
Erik Veje Rasmussen er klar over, at han selv risikerer karantæne eller bøde for at have kritiseret dommerne så åbent, men han håber, klagen i det mindste fører til, at de to aserbajdsjanere »bliver forment adgang til at dømme i Europa, så vi får ryddet op i det her«. I DHF vil de ikke vurdere, om der er foregået svindel eller ej, men forbundet vil sikre, at EHF behandler klagen fra Århus »grundigt og korrekt«.
»Det vil vi holde øje med. I udgangspunktet har jeg tillid til, at EHF gør, hvad der er behov for, men hvis vi er utilfredse med processen, må vi lægge et tungt politisk pres«, siger formand Per Bertelsen, der selv sidder i EHF’s eksekutivkomité.
Absurd teater
Absurd teater: Hele turen til Makedonien var groteskfortsæt med at læse




























